Fortsæt til indhold

Afgiftsstigning lurer: Husk at »læse det med småt«, advarer FDM

Prisen på den købte eller leasede bil kan ændre sig inden levering. Det advarer FDM om i forbindelse med den mulige omlægning af bilafgifterne.

FDM anbefaler at holde ekstra godt øje med slutsedlen ved handler af biler i den kommende tid. Foto Colorbox
Privatøkonomi

De danskere, der i den kommende tid vælger at købe eller lease en ny bil, skal holde ekstra godt øje og huske at »læse det med småt« på slutsedlen.

For købere eller privatleasere risikerer i værste fald at stå med en bil, der kan være blevet mange tusind kroner dyrere, når nøglerne og bilen leveres.

Sådan lyder advarslen fra bilisternes interesseorganisation FDM.

Det sker i forbindelse med, at en ekspertkommission med erhvervsmanden Anders Eldrup i spidsen mandag fremlagde sit bud på at gøre den danske bilpark mere grøn.

En omstilling, der kan føre til afgiftsstigninger på en række biltyper.

»En slutseddel er et juridisk bindende dokument. Har man ikke taget sine forbehold, kan det i værste fald blive dyrt, hvis afgiften, og dermed også bilens endelige pris, efterfølgende ændres. Det er nemlig ikke købstidspunktet, men hvornår en bil indregistreres, der er afgørende for, hvad afgiften er,« siger Abid Khan, advokat i FDM, til organisationens hjemmeside.

Ifølge FDM bruger mange bilforhandlere nemlig kontraktvilkår, der giver bilforhandleren mulighed for at regulere købsprisen, hvis registreringsafgiften ændrer sig.

»Derfor anbefaler vi, at man tager et forbehold i slutsedlen, så man som køber kan annullere handlen, hvis afgiften stiger mere, end man er villig til at betale for bilen. Er det ikke muligt, bør man overveje at vente, til der igen er klarhed over afgifterne,« siger Abid Khan.

Sådan ser elbilkommissionens forskellige scenarier ud.

Venstre præsenterede i 2018 et mål om en million elbiler på de danske veje i 2030. Det mål er langtfra urealistik - hvis danskerne vel at mærke er klar til at betale.

Som reglerne er i dag, vil det nemlig koste forretningen Danmark 5,7 mia. kr. og en årlig regning på 5.900 kr. til ejere af benzin- og dieselbiler at nå 2030-målet. Det fremgik af den nye rapport, som den politisk nedsatte elbilkommission mandag fremlagde.

Det fik kommissionen til at slå fast, at modellen »ikke kan anbefales«. I stedet blev en model anbefalet, hvor der skal være 750.000 elbiler på vejene i 2030. Den model vil føre til en gennemsnitlig afgiftsstigning for en konventionel bil på 2.300 kr. om året, mens besparelsen på en gennemsnitlig elbil vil være på 2.000 kr. årligt.

Kommissionen ventes inden nytår at offentliggøre andel og sidste delrapport, mens regeringen har oplyst, at den »snarest« vil indkalde til forhandlinger om fremtidens bilafgifter.

Artiklens emner
Elbiler
FDM