Privatøkonomi

PFA vil betale penge tilbage efter brud på arveregler

Der gælder forskellige regler for arv af pensioner alt efter, hvornår den er oprettet.

Det får store konsekvenser, at advokat Allan Ohms har vundet en sag i Højesteret om arvingers ret til pensioner. Foto: Forum Advokater

PFA vil betale penge tilbage til alle, der er blevet snydt for deres arv. I første omgang drejer det sig om 75 personer, der har ialt 25 mio. kr. til gode.

Dermed kommer PFA til at udbetale pensioner eller pensionsforsikringer to gange. Det sker, efter at en Højesteretsdom har slået fast, at pensionsgiganten har brudt arvereglerne.

»Vi er gået tilbage til 2011 og har identificeret ca. 75 sager. Vi vil nu se på hver enkelt sag, tage kontakt til eventuelle livsarvinger og sørge for at pengene udbetales til de rette,« siger PFAs juridiske direktør Dorthe Bundgaard.

Det er advokat Allan Ohms, der har vundet sagen i Højesteret, og han er overbevist om, at langt flere end 75 skal have penge tilbage.

»Der er flere og ikke kun i PFA. Men det er da en god begyndelse,« siger Allan Ohms.

Der er typisk tale om voksne børn, hvis forældre døde, før de nåede pensionsalderen. Det var også tilfældet med sagen i Højesteret. Her var det en datter, der ikke fik den arv, hun var berettiget til. Den gik i stedet til faderens samlever.

Sådan er arvereglerne

Nærmeste pårørende følger altid denne rækkefølge:

  • Ægtefælle eller registrerede partner.
  • Samlever, hvis man bor sammen i et ægteskabslignende forhold og har gjort det i mindst to år – eller hvis man venter, har eller har haft barn sammen.
  • Børn, børnebørn mv. (livsarvinger).
  • Arvinger i henhold til testamente eller arveloven.
  • Er policen tegnet før 2008, er samlever ikke ”nærmeste pårørende”.

Kilde: PFA

Udgangspunktet i Højesteretsdommen er datoen 1. januar 2008. Før da var en samlever ikke det, man kalder ”nærmeste pårørende”. Først i arverækken var ægtefæller, derefter børn. Fra 2008 fik samlevere samme status som ægtefæller.

Så har man tegnet en pension før 2008, gælder de gamle regler. Børn er foran samlevere i arverækken og skal som udgangspunkt arve pensionen. Er pensionen oprettet efter 2008, er samlevere ligestillet med ægtefæller.

I 2011 sendte PFA et brev ud til ialt 344.000 kunder, hvor pensionsselskabet fortalte, at alle ville blive omfattet af de nye arveregler. Den fremgangsmåde kaldes ”passiv accept” og er i strid med loven, fastslog Højesteret.

Brevet blev da også sendt ud i bedste mening, understreger Dorthe Bundgaard.

»Det rigtigt gode ved de nye regler er, at de er indrettet efter de moderne familieforhold. Tidligere blev mange samlevere efterladt i stikken, når deres partner døde,« siger Dorthe Bundgaard.

PFA vil de kommende uger arbejde intenst på at indrette sig efter Højesteretsdommen. Samtidig vil alle kunder, som denne sag har omhandlet, blive orienteret om konsekvenserne af den nye Højesteretsdom.

»Vi vil fortælle kunderne, at de aktivt kan vælge, om de vil være omfattet af de nye eller de gamle regler,« siger PFAs juridiske direktør.

Hvis man vil være helt sikker på, at den rette arver ens pension, skal man udfærdige en begunstigelseserklæring. Det er en simpel procedure og kan ofte gøres online.

Sådan får man styr på arven

Sådan får man styr på pensionsarvingerne:

  • Man kan tjekke, hvem der står til at arve pensionen, ved at kontakte sit pensionsselskab.
  • Hvis man ønsker at eksempelvis ens børn skal arve pensionen, skal man kontakte sit pensionsselskab og udfylde en såkaldt begunstigelseserklæring. Ofte kan det gøres online eller via en blanket, der kan hentes på pensionsselskabets hjemmeside.

Kilde: PFA

Danske Familieadvokater opfordrer alle kunder, der kan være ramt, til at kontakte PFA. Hvis PFA har udbetalt til den forkerte, må selskabet selv til lommerne og betale den, der var berettiget til arven.

Der er en forældelsesfrist på 10 år.

De, der uretmæssigt har fået pengene i første omgang, behøver ikke være bekymret, fastslår familieretsadvokat Jørgen U. Grønborg. De har nemlig modtaget dem i god tro.

BRANCHENYT
Læs også