Privatøkonomi

Boble blandt børsdebutanter? Store kursstigninger skaber bekymringer

Private investorer har postet massevis af penge i små, nyetablerede selskaber i Danmark de seneste måneder. Kurserne på nogle selskaber er steget så meget, at det ligner en boble, advarer flere eksperter.

Aktierne i en række små selskaber i Danmark er steget så meget, at flere eksperter peger på bekymrende tendenser og boblelignende tilstande.

Kursstigningerne har nemlig flere steder været langt over 200 pct. i selskaber, der endnu ikke genererer den store vækst. Det får bl.a. investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen til at råbe vagt i gevær.

»Nogle af de små aktier er steget helt vildt. Jeg kan ikke sige, at de ikke er gode, men det er en tendens, at når du har et aktiemarked, der stiger meget, glemmer vi risikoen og skubber os selv længere ud ad risikokurven. Det er opskriften på noget, der risikomæssigt kan gå galt,« siger han.

Lars Skovgaard Andersen peger på, at flere små danske aktier har oplevet store kursstigninger, uden at der ligger fundamentale nyheder eller tal bag.

Eksempelvis er kursen på selskaber som FOM Technologies, Konsolidator og Monsenso, der alle er blevet børsnoteret på den mindre First North-børs i København inden for de seneste måneder, steget over 200 pct.

Mange af selskaberne forventer først at tjene penge om mange år, men kurserne handles op af private investorer i håb om en fremtidig indtægt. Det ligner en boble, mener Danske Bank-strategen.

»Det er jo fint at være med, men man skal passe på med ikke at lægge for mange æg i den spændende kurv. Som privat investor skal man nok lige nu stoppe op og tænke over, hvad man gør,« siger Lars Skovgaard Andersen.

Et selskab, der stiger med over 200 pct. på et par måneder, er ikke automatisk en god investering på den lange bane.

Mikael Bak, direktør, Dansk Aktionærforening

Han er ikke alene om bekymringen. Også hos Saxo Bank, Nordnet og Handelsbanken har man bemærket de store kursstigninger.

»Mange investorer tænker måske, at vi allerede har set det potentiale, der er i de etablerede selskaber, og at det derfor kan være spændende at tage på en vækstrejse i de mindre selskaber i stedet. Men der er en anden risiko forbundet med at købe sig ind i et First North-selskab, som er et uprøvet blad og måske ikke tjener penge eller har et færdigt produkt,« siger Johannes Rovsing, nordisk chef i Saxo Bank.

First North huser de små, nyetablerede selskaber, som har behov for at rejse kapital, men endnu ikke er modne nok til den store Nasdaq-børs.

Antallet af handler på First North i år er allerede næsten dobbelt så højt som i hele 2019. Den samlede handelsvolumen på First North-selskaberne er ifølge Saxo Bank steget fra 60 mio. kr. i 2019 til 162 mio. kr. indtil videre i år.

»Vi har i de seneste måneder set en tendens til, at en veldresseret deling af en positiv nyhedsstrøm får private investorer til at gå nærmest kursamok. Boom/bust-advarselslampen er tændt,« lyder det fra Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, hvor mange private investorer handler igennem.

Det er opskriften på noget, der risikomæssigt kan gå galt.

Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg, Danske Bank

Hos Dansk Aktionærforening kan man nikke genkendende til, at der er blevet skabt en stemning om de små aktier, der har drevet kurserne op.

»Vi ser generelt positivt på nye noteringer på First North, men vi anbefaler også, at man skal passe på med bare at springe på det første, det bedste selskab. Et selskab, der stiger med over 200 pct. på et par måneder, er ikke automatisk en god investering på den lange bane,« siger direktør Mikael Bak.

Som situationen er netop nu, anbefaler han, at de private investorer tænker sig godt om og ikke sætter for stor en del af formuen i usikre papirer.

Claus Finderup Grove er adm. direktør i Konsolidator, der er steget 207 pct. på First North i år. Han frygter ikke en boble, men mener, at aktiekursen i nye selskaber skal finde et stabilt niveau, hvor der ikke er for stor forskel mellem private og professionelle investorers holdning til kursen, da netop det kan være med til at skabe volatilitet.

»Hvis man ser på vores udvikling, tror jeg ikke, det er sådan for os. Der er helt sikkert nogle, som handler op og ned i aktien hver dag, men jeg tror, at investorerne har fundet et niveau, som er rimeligt,« siger han og tilføjer:

»Vi har ikke nogen interesse i, at kursen flyver fuldstændig vanvittigt op. Vi bruger også First North til at hente penge hjem, og hvis kursen er højt oppe, er det sværere at få penge fra nye professionelle investorer.«

BRANCHENYT
Læs også