Privatøkonomi

Singler behøver ikke spare så meget op til pension

Når man bliver gift eller skilt, er det vigtigt at få styr på sin pension. I mange tilfælde skal man indbetale mindre.

Hvis man bliver skilt, er det vigtigt at få justeret sin pensionsopsparing, for man behøver ikke indbetale så meget. Fotomanipulation: Rina Kjeldgaard.

Der har aldrig været så mange singler i Danmark som nu, og flere og flere vælger det frivilligt

Men de ca. 1,2 mio. danskere, der udgør singlekulturen skal i den grad have styr på økonomien, da der kun er dem selv til at betale. Men når det drejer sig om pension, har de en fordel.

De behøver simpelthen ikke spare så meget op, fordi de får langt mere ud af folkepensionens tillægsbeløb.

»Du skal spare mindre op, hvis du er enlig og mere, hvis du er gift for at opnå samme mulighed for at opretholde levestandarden i pensionistlivet,« konstaterer Britt Ambjørn Christiansen, der er seniorøkonom i Danica.

Danica har regnet på, hvor stor forskellen er. Og det er ikke småpenge, der er tale om. En 50-årig med en indtægt på 500.000, skal hvert år betale næsten 46.700 kr. til pensionen for at udjævne den forskel, som pensionstillægget skaber.

Selv med en så relativt høj løn får man nemlig gavn af pensionstillægget. Indbetaler man 15 pct. om året i pension, vil man kunne få en livslang pension på 200.000 kr. Afkastet er her sat konservativt, og regneeksemplet er teoretisk.

Sammenhængen kan virke kompleks, men udgangspunktet er dette: Alle får folkepension, og har man ikke anden pension eller indtægt ved siden af, får man folkepensionens tillæg fuldt ud.

En enlig får 85.464 kr. i 2020, mens gifte eller samlevende hver får 42.912 kr.

  • For at en enlig kan få fuldt tillæg i år må indtægten ud over folkepensionen ikke være højere end 88.700 kr. Pensionstillægget nedsættes gradvist, jo mere man tjener og bortfalder helt, når man har en indkomst på ca. 365.300 kr.
  • For at et par kan få fuldt pensionstillæg må deres samlede indtægt ud over folkepension ikke være højere end 177.700 kr. om året. Tillægget sænkes gradvist indtil en samlet indtægt på 445.900 kr., hvor det forsvinder helt.

En enlig får altså langt mere ud af tillægget, og hvis man som den ene part i et ægteskab vil sikre sig selv de samme økonomiske muskler, må man selv spare pengene op.

Folkepension og pensionstillæg

Når man bliver folkepensionist, er der to satser at forholde sig til:

Folkepension

  • Grundbeløbet er 6.419 kr. Fuldt grundbeløb er altså 77.028 kr. om året.
  • Et man et par, får begge grundbeløbet.

Pensionstillæg

  • Enlige får et pensionstillæg på 7.122 kr. om måneden eller 85.464 kr. om året. For at få fuldt pensionstillæg må indtægten ud over folkepensionen ikke være højere end 88.700 kr. om året.
  • For gifte eller samlevende med en pensionist er det fulde pensionstillæg 3.576 kr. om måneden. Det svarer til 42.912 kr. om året. For at få fuldt tillæg må den samlede indtægt ud over folkepension ikke være højere end 177.700 kr. om året.


»Det hænger sammen med, at du som enlig kan forvente at modtage en højere ydelse fra det offentlige i pensionslivet, end da du var gift. Derfor behøver din egen opsparing ikke være så høj for at opnå den samme levestandard,« forklarer Britt Ambjørn Christiansen.

Omvendt forholder det sig, når man bliver gift.

»Så risikerer man at få et mindre økonomisk råderum, da man kan forvente at få mindre udbetalt fra det offentlige. Dermed skal der sættes flere penge af til pensionslivet, og det koster,« siger Danica-økonomen.

Når man bliver gift eller skilt, er det derfor vigtigt at få styr på pensionsindbetalingerne.

»Når vi kan se, at vores kunder er blevet gift eller skilt, tager vi fat i dem og opfordrer til at få taget et pensionstjek,« siger Britt Ambjørn Christiansen.

Pensionsselskaberne opfordrer alle til at have en opsparing, der svarer til ca. 80 pct. af lønnen som erhvervsaktiv, når man går på pension.

Ifølge Danica er efteråret højsæson for skilsmisser. Derfor er pensionsselskabet bekymret for, om alle kunder er opmærksomme på forskellen på at være enlig eller i et parforhold.

Danica har analyseret ca. 100.000 kunders pensioner og kommet frem til, at overraskende mange ikke er dækket godt nok. Værst ser det ud for gifte og samlevende. Ca. halvdelen af dem er ikke dækket tilstrækkeligt.

BRANCHENYT
Læs også