Efterlønnere kan blive fattigere af at spare op til pension
Pensionsopsparere, der går på efterløn, risikerer at skulle betale over 100 pct. i skat af deres pensionsafkast seks-otte år før folkepensionsalderen.
Næsten hele investeringsafkastet på pensionsopsparingen spises op af skatter og modregning de sidste år inden folkepensionsalderen for danskere, der går på efterløn. De bliver ovenikøbet fattigere af at spare op, når der er seks-otte år til pensionsalderen.
Værdien af deres pensionsopsparing falder bl.a., fordi den både reducerer efterlønnen og udbetalingerne fra folkepensionens tillæg. Det viser en ny analyse fra den liberale tænketank Cepos.
»Politikerne har lovet, at det skal kunne betale sig at spare op til pension i alle aldre. Og så nytter det ikke, at det ikke holder stik, fordi politikerne laver modregning for formue, som man også vil gøre i Arne-pensionen. Det er Folketinget nødt til at rette op på, så tilliden til pensionssystemet ikke forsvinder,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, Cepos.
Cepos mener, at en løsning kan være at udvide muligheden for at skyde større beløb ind på en aldersopsparing fra 5 til 10 år før folkepensionsalderen. Udbetalinger fra en aldersopsparing reducerer nemlig ikke tillæg til folkepensionister.
Vicedirektør Jan V. Hansen, brancheorganisationen Forsikring & Pension, er enig i forslaget og siger, at gevinsten ved pensionsopsparing 6-10 år før folkepensionsalderen er lille og usikker.
»Hvis danskerne kunne skyde deres pensionsindbetaling ind på en aldersopsparing fra 10 år før folkepensionsalderen, ville ordningen kunne bruges af flere. Og vi ville sikre, at pensionsopsparing også med sikkerhed kan betale sig for dem, der går på efterløn eller trækker sig tidligt fra arbejdsmarkedet,« siger Jan V. Hansen.
Ifølge 2018-tal sparer 375.000 danskere op til efterløn, mens 53.000 er på efterløn.
Arne Grevsen, næstformand i FH (det tidligere LO), siger, at man gerne ser en udvidelse af de år, hvor der kan betales ekstra ind på aldersopsparingen.
»Vi har hele tiden ment, at der var grupper, for hvem opsparing 6-10 år før folkepensionsalderen ikke altid kan betale sig. Det mener vi, at Pensionskommissionen skal se på,« siger Arne Grevsen.
Direktør for Danske A-kasser Verner Sand Kirk siger, at det er utroligt vanskeligt at lave en snuptagsløsning.
»Vi bør overlade til den nye Pensionskommission at vurdere udfordringerne med efterlønnen og foreslå en løsning, så vi ikke bare risikerer at indføre nye uheldige samspilsproblematikker,« siger Verner Sand Kirk.