Privatøkonomi

Så mange danskere har fået udbetalt feriepenge

Mere end 350.000 danskere har foreløbig valgt at få udbetalt deres feriepenge, viser nye tal fra ATP. Det svarer til 7,1 mia. kr.

Arkivfoto: Thomas Borberg

356.500.

Så mange danskere har foreløbig valgt at få udbetalt deres indefrosne feriepenge, efter det tirsdag blev muligt at bestille dem via borger.dk

Det viser nye tal fra ATP, der står bag udbetalingen af feriemidlerne. Tallene er opgjort tirsdag klokken 15.30 og det skønnes, at der indtil videre er udbetalt godt 7,1 mia. kr. ud af de i alt 60 mia. kr., der står indefrosset.

Der blev åbnet for udbetalingen af feriemidlerne tirsdag morgen, og i de efterfølgende timer blev borger.dk udsat for et stormløb af danskere, der ville have udbetalt feriepengene.

Ifølge ATP havde 92.000 danskere bestilt deres penge alene i løbet af de første to timer, hvilket skabte timelange køer for at komme ind på borger.dk. I snit har der dagen igennem været to timers ventetid for at kunne logge ind med sit Nemid og bestille feriepengene.

»Man kan med fordel vente til ydertimerne med at logge sig på eller vente et par dage med at søge,« siger koncerndirektør i ATP Anne Kristine Axelsson.

Hvis man ikke kan komme ind på borger.dk i dag, er der da heller ikke grund til panik. Det er muligt at bestille feriepengene helt frem til den 1. december, påpeger hun.

Lønmodtagerne fik indefrosset fem ugers feriepenge, da Danmark den 1. september overgik til en ny ferielov, og det er tre af de uger, der nu kan udbetales.

Egentligt skulle de først udbetales ved pensionsalderen, men for at sætte strøm til økonomien midt i coronakrisen har man fra politisk side nu valgt, at danskerne kan vælge at få udbetalt en del af pengene.

Hvis man ikke aktivt går ind og beder om feriepengene inden december, bliver de udbetalt automatisk, når man når folkepensionsalderen, medmindre man af andre årsager forlader arbejdsmarkedet inden.

BRANCHENYT
Læs også