Privatøkonomi

Boligmarkedet har sat rekord under corona - så meget er priserne steget

Priserne på huse og ejerlejligheder er steget næsten uafbrudt i hele 2020.

Coronakrisen er prellet af på boligmarkedet. Foto: Jens Dresling

Boligmarkedet fortsætter med at køre fra coronakrisen. Faktisk er det danske boligmarked kommet så godt igennem krisen, at priserne på både huse og ejerlejligheder har nået nye højder. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

På landsplan lå priserne på huse i juli 4,2 pct. højere end på samme tidspunkt sidste år. For ejerlejlighederne lyder stigningen på 6,7 pct.

Omregner man tallene til at vise udviklingen den seneste måned, svarer det til, at huspriserne steget med 1,1 pct. fra juni til juli, mens tallet for ejerlejligheder ender på 2,2 pct.

»Dermed er huspriserne tilbage på rekordhøje niveauer, og det tabte fra nedlukningen lader til at være genvundet. Det bekræfter, at effekten af coronakrisen på boligmarkedet indtil nu har haft en meget midlertidig karakter,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Ser man på årets syv første måneder er priserne på ejerlejligheder og huse nærmest steget uafbrudt. Den eneste undtagelse er et lille fald i marts, som dog kun ramte huse.

Tager man udgangspunkt i udviklingen fra februar og frem til juli - altså under coronakrisen - er priserne på huse steget med 3,2 pct., mens priserne på ejerlejligheder er steget med 2,8 pct., lyder det fra Nordea Kredit, som peger på, at prisen på et gennemsnitligt hus er steget med 63.000 kr. under coronakrisen.

»2020 tegner til at blive et godt år på boligmarkedet på trods af coronakrisen. Både hus- og lejlighedspriserne er steget siden krisen brød ud, og selv om vi formentlig får lidt mere modvind i de kommende måneder, forventer vi tænke tilbage på 2020 som et fint år på boligmarkedet,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

I Danske Bank peger man på, at fremgangen på boligmarkedet vidner om, at danskernes privatøkonomi indtil nu har klaret sig godt igennem krisen.

»Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad den seneste tids stigning i smitten og nye restriktioner kan komme til at betyde. Mange danskere lader til at have opfattet coronakrisen som noget midlertidigt, og frygten er, at den aktuelle anden bølge kan rykke ved den opfattelse,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, der dog fortsat venter, at boligmarkedet vil nå igennem 2020 med et plus ud for priserne.

BRANCHENYT
Læs også