Privatøkonomi

Færre må gå fra hus og hjem – men coronakrisen kan få tallet til at stige

Antallet af tvangsauktioner er fortsat på et lavt niveau, men der er en risiko for, at det kan stige, vurderer boligøkonom.

Antallet af tvangsauktioner ligger på et meget lavet niveau, men det kan ændre sig i den kommende tid, vurderer økonomer. Foto: Jens Dresling

De danske boligejere er blevet bedre til at holde tvangsauktioner fra døren.

Antallet af tvangsauktioner faldt til 183 i september mod 215 i august, og det samlede antal tvangsauktioner for året er på et meget lavt niveau, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Men den positive udvikling på boligmarkedet, hvor færre må gå fra hus og hjem, kan vende mod slutningen af året, lyder vurderingen.

»Det er dejligt, at antallet af tvangsauktioner er faldet den seneste måned, men det er desværre ikke nogen garanti for, at det også er den udvikling, vi kommer til at se i den kommende tid. Det tager syv-otte måneder, fra en boligejer stopper med at betale terminen, til boligen ryger på tvang, og de fleste af de boligejere, der ryger på tvang i dag, er derfor kommet i betalingsvanskeligheder lige inden corona lukkede samfundet ned,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

Forklaringen på, at man i Nordea Kredit peger på, at der er en risiko for en stigning senere på året, skal findes i coronakrisen. Den har givet et historisk stort slag til den danske økonomi, og det peger i retning af flere tvangsauktioner. Dog ikke en decideret bølge, lyder det.

»Økonomiske kriser har historisk set ført til flere tvangsauktioner, men vi forventer ikke, at antallet af tvangsauktioner vil eksplodere i den kommende tid på trods af den stigende ledighed,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

I Realkredit Danmark peger man også på, at der normalt går en rum tid, inden en bolig ender på tvangsauktion.

»Men de danske boligejere har generelt en solid privatøkonomi, og kombineret med et meget lavt renteniveau er det med til at holde boligbyrden nede. Samtidig har de offentlige hjælpepakker været med til at understøtte dansk økonomi, hvor mange blev sendt hjem på lønkompensation i stedet for at stå uden et job med det samme,« skriver Sofie Heerup Friis, der er seniorøkonom i Realkredit Danmark.

Samme vurdering kommer fra Arbejdernes Landsbank, hvor man samtidig henviser til, at den såkaldte restanceprocent efter finanskrisen toppede ved udgangen af 2009, mens antallet af tvangsauktioner toppede i perioden fra 2010 til 2012.

»Hvor kraftig stigningen bliver i antallet af tvangsauktioner, afhænger bl.a. af, om den igangværende krise udvikler sig til en længerevarende en af slagsen. Vi forventer, at krisen bliver dyb, men kortvarig. Vi må dog ikke glemme, at bliver tilbagegangen mere langvarig, vil det også ramme boligmarkedet og antallet af tvangsauktioner,« skriver Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også