Fortsæt til indhold

260.000 boligejere står til uventet ekstraregning ved hushandler

Regeringen er parat til at tvinge gamle brændeovne ud af de danske stuer. Ifølge et nyt lovforslag skal brændeovne fra før 2003 fremover nedlægges eller udskiftes ved salg af boligen.

Privatøkonomi

Det skal være slut med gamle brændeovne i danske boliger. Det mener regeringen, der er klar til at svinge lovhammeren for at få fjernet 260.000 brændeovne fra før 2003.

»Derfor sætter vi nu ind over for de ældre brændeovne, fordi de udleder op mod fem gange så mange partikler som en ny brændeovn. Vi stiller som krav, at der skal ske en udskiftning eller nedlæggelse af brændeovnen ved ejerskifte. På den måde får vi udskiftet til nyere og mindre forurenende brændeovne,« siger miljøminister Lea Wermelin.

Danmarks omkring 700.000 brændeovne har tidligere været til debat på Christiansborg. Det har historisk bl.a. affødt forslag om helt at forbyde brændeovne til det seneste indgreb, der i en periode betød, at man kunne få 2.000 kr. i tilskud ved køb af ny brændeovn, hvis man skrottede en gammel brændeovn produceret før 1995.

Tilskudspujlen på 46 mio. kr. er imidlertid for længst brugt op, og nu er regeringen så parat til at gå skridtet videre og direkte gennemtvinge en udskiftning.

»Privat brændefyring er den største danske bidragsyder til partikelforurening. Vi ved, at især de ældste brændeovne står for en stor del af forureningen med skadelige partikler, der kan give både hjertekarsygdomme og luftvejslidelser,« siger Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Vi stiller som krav, at der skal ske en udskiftning eller nedlæggelse af brændeovnen ved ejerskifte.
Lea Wermelin, miljøminister

Det skal ske ved at ændre ejerskifteordningen, så boligkøbere i forbindelse med tinglysning af skødet på deres nyerhvervede hus tvinges til at oplyse, om huset gemmer på en gammel brændeovn produceret før 2003.

Lovforslaget har allerede været i høring og ventes fremsat i Folketinget i dag, mens førstebehandlingen ventes at ske senere på måneden. Regeringen arbejder ud fra en tidshorisont, som betyder, at de nye regler kan træde i kraft fra april næste år.

Miljø- og Fødevareministeriet skønner, at der de senere år er blevet udskiftet 15-20.000 brændeovne om året. Med kravet om at udskifte eller helt nedlægge gamle brændeovne anslår regeringen, at der vil ske ekstra 43.000 udskiftninger frem mod 2027.

Artiklens emner
Lea Wermelin