Mindre prisfald på overnatninger løftede forbrugerpriserne i september
De danske forbrugerpriser steg i september med 0,6 pct. på årsbasis, viser tal fra Danmarks Statistik.
Dermed er inflationen tiltaget en anelse, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 0,5 pct.
- Det er i høj grad prisændringer inden for restauranter og hoteller, der er med til at hæve årsstigningen i forbrugerprisindekset i forhold til måneden før, lyder det.
I september trak hotelovernatninger og leje af sommerhus isoleret set ned med 0,14 pct.point i årsstigningstakten. Til sammenligning trak de samme kategorier ned med 0,29 pct.point i august.
Den største årlige prisstigning i september skal findes inden for alkoholiske drikkevarer og tobak.
- Stigningen på 10,0 pct. skyldes primært højere priser på cigaretter, skriver Danmarks Statistik.
Når energi og ikke-forarbejdede fødevarer fraregnes forbrugerpriserne, er der tale om en stigning på 1,0 pct. i september på årsbasis mod en kerneinflation på 0,9 pct.
På månedsbasis faldt forbrugerprisindekset med 0,1 pct. i september i forhold til i august, viser statistikken mandag. Til sammenligning faldt forbrugerpriserne med 0,4 pct. i august på månedsbasis.
Ifølge Danmarks Statistik var forbrugerprisindekset i september også fortsat påvirket af coronakrisen, og det førte til et lidt større bortfald af prisobservationer end normalt.
- For enkelte brancher har det fortsat ikke været muligt at indhente priser, så prisudviklingen er i disse tilfælde blevet estimeret.
Mere præcist har det ikke været muligt at indhente omkring 3,8 pct. af prisobservationerne i september. Det gjaldt især for de brancher, der har været lukket ned som følge af coronapandemien.




