Privatøkonomi

23 gange "usikkerhed" sender 1 pct.-lånet i drømmekurs

Meget tyder på, at selv boligejere med 1,5 pct-lån skal forberede sig på at lægge deres lån om.

Boligejere og købere har optimale betingelser i øjeblikket, når de optager realkreditlån. Arkivfoto: Joachim Adrian

Det populære 1 pct-lån er tæt på at lukke. Det betyder comeback til 0,5 pct-lånet, der allerede ligger i en flot kurs.

I de seneste uger er kurserne på de 30-årige obligationer langsomt, men sikkert steget, og renterne dermed faldet. Når kursen på obligationerne bag et lån runder 100, er der lukket for udstedelse.

Ifølge Nordea Kredit er der primært én forklaring på kursfesten. Den skyldes, at formanden for den europæiske centralbank, ECB, Christine Lagarde, brugte ordet »usikkerhed« 23 gange på et pressemøde i september.

»Set i det lys forventer både vi i Nordea og andre investorer, at ECB på mødet i december vil lempe pengepolitikken yderligere,« konstaterer Nordea kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.

I Totalkredit er gennemsnitskursen på 1 pct.-lånet med afdrag tirsdag 99,9. Kursen på 1 pct.-lånet uden afdrag har rundet 99. Lukker lånene, er der rigtigt gode alternativer, understreger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

Boligejerne har et yderst fornuftigt alternativ i baghånden.

Brian Friis Helmer, privatøkonom, Arbejdernes Landsbank

»Boligejerne har et yderst fornuftigt alternativ i baghånden. 0,5 pct.-lånet står nemlig allerede klar i kulissen med en kurs omkring 96,5. Rentefaldet er godt nyt for konverteringsovervejende boligejere og for de mange, der køber bolig i øjeblikket,« konstaterer Brian Friis Helmer.

Han minder om, at der er opsigelsesfrist ved udgangen af måneden.

»Det seneste rentefald gør det en spids mere oplagt for boligejere med 2 pct. lån eller derover at overveje en omlægning. Får vi 0,5 pct.-lånet blot et par kurspoint op, begynder en omlægning også at blive attraktiv for visse boligejere med 1,5 pct. lån,« mener Brian Friis Helmer.

Det kan skubbe til konverteringsaktiviteten i en sådan grad, at man i højere grad vil kunne begynde at tale om konverteringsbølger igen.

Har man i dag et 2 pct.-lån med afdrag og en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 0,5 pct.-lån, sparer man ca. 200 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er ”tjent hjem igen” på ca. 2,5 år.

BRANCHENYT
Læs også