Privatøkonomi

Udbetalte feriepenge gør danskernes betalingskort rødglødende

Danskernes forbrug steg kraftigt i den første uge efter feriepengene blev udbetalt, viser nye tal fra Nets. Især elektronik er i høj kurs.

Arkivfoto: Lars Krabbe.

Frigivelsen af feriepengene har sat gang kortterminalerne rundt omkring i landet.

Nye tal fra betalingsserviceselskabet Nets, som ejer og driver dankortet, viser, at danskerne har svunget betalingskortene i stor stil i den første uge efter feriemidlerne blev frigivet.

Ifølge tallene steg kortforbruget med næsten 30 pct. i uge 40, hvor det blev muligt for danskerne at bestille de tre ugers indefrosne feriepenge, sammenlignet med ugen før.

Samtidig steg omsætningen i nethandlen med næsten 83 pct. sammenlignet med ugen før, viser de løbende tal for korthandlen fra Nets.

Der blev åbnet for udbetalingen af feriepengene den 29. september, og allerede den første dag var flere hundrede tusinde danskere inde og bestille feriemidlerne, hvilket skabte timelange kører på borger.dk

Egentligt skulle feriepengene først udbetales ved pensionsalderen, men for at sætte strøm til økonomien midt i coronakrisen, har man fra politisk side valgt, at danskerne kan få udbetalt tre ugers indefrosne feriemidler.

Ifølge tal fra ATP havde 1,4 mio. danskere valgt at få udbetalt deres indefrosne feriepenge i starten af oktober, svarende til et samlet beløb på omkring 30 mia. kr. Det er dog muligt at bestille sine feriepenge helt frem til december, så tallet stiger løbende.

Og hvad er det så, danskerne bruger feriepengene på? Jo, det fortæller tallene sit tydelige sprog om.

Fra uge 39 til uge 40 steg betalingskortomsætningen inden for forbrugerelektronik, som bl.a. omfatter computere, mobiltelefoner og fladskærme, med hele 391 pct., mens danskerne også brugte flere penge på underholdning og attraktioner, hvor omsætningen steg med 77 pct.

Forbruget i tøj- og skoforretningerne steg i samme periode med knap 41 pct., viser tallene.

Og det er især københavnerne, der har travlt med at forbruge. Korthandlen i hovedstadsområdet steg med 38 pct. sammenlignet med ugen før, mens borgerne i Region Syddanmark og Region Nordjylland valgte at holde lidt mere på pengene.

Her steg omsætningen kun med 17 pct.

BRANCHENYT
Læs også