Privatøkonomi

Nye tal for tyske turister indeholder en positiv overraskelse

Da tyske turister første vendte tilbage til Danmark, holdt de sig ikke tilbage i forhold til at bruge deres betalingskort.

Omsætningen fra tyske betalingskort har rettet sig i august og september. Foto: Bloomberg/Andrew Harrer.

De tyske turister er for alvor vendt tilbage til Danmark, og coronakrisen har tilsyneladende ikke fået dem til at lade tegnebøgerne blive syd for grænsen.

»Det er en overraskelse, men en positiv én af slagsen for mange af vores kunder, der har været meget pressede de seneste måneder,« lyder det fra Mette Lykke Vibe, der er landechef i Bambora.

Bambora er en betalingstjeneste, som har ca. 30.000 kunder i Danmark. I Bambora nåede kortomsætningen fra tyske turister i Danmark i august op på det samme niveau som i 2019. I september har man i Bambora registreret en omsætning fra tyske turister, der lå lidt over niveauet fra i fjor.

»Det tyske forbrug i Danmark er virkelig kommet stærkt igen. Især i sensommeren, hvor det faktisk overgår 2019-tallene hos vores kunder. Det er på trods af, at coronakrisen stadig lurer og endda er blusset op i efteråret,« siger Mette Lykke Vibe.

Tal fra Danmarks Statistik viste tidligere på måneden, at tyskerne for alvor vendte tilbage til de danske sommerhuse i august. Men det har dog ikke kunnet opveje for den periode, hvor de danske grænser blev lukket i bestræbelserne på at dæmme op for smittespredningen.

Denne periode kan da også tydeligt aflæses i tallene hos Bambora, når man ser på tyskernes kortbrug i Danmark. Det samme er tilfældet, når man ser på den samlede omsætning fra udenlandske kortbetalinger. Og her viser tallene, at omsætningen fortsat ligger et godt stykke under 2019-niveauet.

Men niveauet i Danmark er dog bedre end i vores nabolande.

»Når vi kigger i vores internationale database, har vi generelt set, at alle de nordiske lande ligger langt under omsætningsniveauet fra 2019. Det er ikke så underligt, men vi kan også se, at Danmark er det skandinaviske land, der har haft mest omsætning fra personer med udenlandske kort. Det er især tyskerne, der har bidraget til, at der er omsat for mere fra udlændinge i Danmark end i Sverige og Norge,« siger Mette Lykke Vibe.

BRANCHENYT
Læs også