Privatøkonomi

Feriepenge modregnes i ydelser trods løfte

Partier kritiserer, at borgere midlertidigt kan få nedsat f.eks. folkepensionen, hvis deres partner får udbetalt feriepenge.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fortalte på et pressemøde i september, at man kan ansøge om at få udbetalt indefrosne feriepenge gennem borger.dk. Foto: Jens Dresling

Selv om et stort politisk flertal har aftalt, at udbetalingen af de indefrosne feriepenge ikke må udløse modregning i sociale ydelser, sker det alligevel.

Den såkaldte partnermodregning betyder, at f.eks. førtids- og folkepensionister risikerer at blive trukket i den månedlige ydelse, hvis deres ægtefælle eller samlever får feriepengene udbetalt og tilføjer beløbet på forskudsopgørelsen.

På forsiden af skat.dk anbefales det netop, at borgerne ændrer deres forskudsopgørelse, hvis de får udbetalt feriepengene. Her står imidlertid intet om, at det kan påvirke sociale ydelser.

Det er et klokkeklart brud på aftalen. Regeringen må finde en løsning

Beskæftigelsesordfører Naser Khader (K)

Udbetaling Danmark erkender udfordringen:

»I nogle situationer kan det betyde, at man får mindre udbetalt i resten af 2020.«

For 34-årige Pernille Oxholm Bertelsen betyder det, at hendes hustru mister 1.500 kr. i førtidspension om måneden resten af året. Derfor skal en del af feriepengene bruges til at lukke hullet i parrets økonomi.

»Vi havde ellers snakket om at bruge pengene i Danmark, fordi samfundet har brug for at få sparket økonomien i gang,« siger hun.

På Facebook melder flere danskere om samme problem med modregning.

Udbetaling Danmark oplyser til Jyllands-Posten, at pengene automatisk vil blive ført tilbage i juni 2021. Alternativt er det muligt at få ændret modregningen, hvis borgeren klager nu. En mulighed, som Pernille Oxholm Bertelsen imidlertid ikke fik oplyst, da hun for nylig ringede for at klage.

Enhedslisten mener, at borgerne svigtes:

»Det kan ikke være rigtigt, at det sker, når man helt udtrykkeligt har aftalt, at der ikke måtte ske modregning,« siger arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb.

De Konservative påpeger, at det er vigtigt, at alle pengene kommer ud nu for at sætte gang i forbruget.

»Det er et klokkeklart brud på aftalen. Regeringen må finde en løsning,« siger beskæftigelsesordfører Naser Khader (K).

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard afviser, at borgerne svigtes.

»Tværtimod har vi aftalt, at ingen ydelser skal påvirkes. I den situation, at ens ægtefælle eller partners pension bliver påvirket, vil vedkommende få beløbet tilbage igen ved efterreguleringen. Det er der en ren teknisk årsag til,« udtaler han.

BRANCHENYT
Læs også