Privatøkonomi

Boligrenter historisk lave i USA: Nu er de "kun" tre gange så høje som de danske

I USA er både den 15-årige og den 30-årige boligrente er nu faldet til et rekordlavt niveau, men er stadig langt fra herhjemme.

Det amerikanske system for boliglån minder på mange måder om det danske. Arkivfoto: AP/Paul Sakuma

Det er ikke kun i Danmark, at renterne falder og holder hånden under boligpriserne.

Både den 15-årige og den 30-årige boligrente er nu faldet til et rekordlavt niveau i USA. Men trods faldet er der lang vej ned til det danske renteniveau.

Ifølge Forbes er den 30-årige rente nu 2,8 pct. i USA. Den 15-årige ligger på 2,33 pct. Dertil skal lægges 0,6 pct. af hele lånebeløbet til omkostninger. Det kan sammenlignes med de gebyrer til låneoptagelse og bidrag, som danske boligejere skal betale.

De lave renter vurderes at have afgørende betydning for boligpriserne i USA. I 174 af 181 storbyområder er priserne steget det seneste år. Flere steder er der tale om tocifrede stigninger.

Der er overraskende mange lighedspunkter mellem lånemulighederne på det danske og det amerikanske boligmarked. Begge steder finansieres lånene med obligationer.

I Danmark er realkreditinstitutterne underlagt det såkaldte ”balanceprincip”. Det betyder, at for hver 100 kr., der lånes ud, skal der ligge en obligation med samme værdi.

Det betyder, at danske boligejere altid kan indfri til dagskurs og dermed aktivt konvertere op- og nedad. Sådan er det ikke i USA. Men her kan man indfri sit lån til kurs 100, hvis renten falder og få et nyt billigere lån.

Til gengæld er der med knap 8.000 udbydere af realkreditlån langt flere muligheder for at låne. I en analyse fra Nationalbanken beskriver man da også det amerikanske system som mere gennemskueligt og med langt mere konkurrence på gebyrerne.

Det danske system er dog stadig billigere, understreger Nationalbanken.

En anden og markant fordel er, at man i USA kun skal tinglyse én gang, og det er, når boligen købes. I Danmark skal der tinglyses, hver gang et lån omlægges.

I Danmark vurderes boligen først og derefter køberens økonomi.

I USA indgår en boligkøbers personlige økonomi med langt større styrke. Boligen skal godt nok vurderes, men derefter spiller indkomsten en langt større rolle. Jo mere solid ens privatøkonomi er, desto større er den renterabat, man kan få.

Hvis man lægger en større udbetaling, får man også renterabat.

I Danmark betaler alle den samme rente og de samme bidrag, uanset hvor meget man tjener.

BRANCHENYT
Læs også