Serier

Eksperternes bud: Sådan vil aktiemarkederne reagere efter valget

Hvordan reagerer aktiemarkederne, hvis Donald Trump genvinder præsidentposten? Og hvad er det absolutte skrækscenarie? Tre aktieeksperter giver her deres bud på, hvordan aktiemarkederne vil reagere på det amerikanske præsidentvalg.

Præsidentvalg i USA
Arkivfoto: Indranil Mukherjee/AFP.

Når amerikanerne i dag skal afgøre, om det er den siddende præsident Donald Trump eller demokraternes kandidat Joe Biden, der fremover skal have nøglerne til Det Hvide Hus, vil det blive fulgt med spænding og tilbageholdt åndedræt på de finansielle markeder.

For hvordan vil aktiemarkederne reagere onsdag morgen amerikansk tid, når børserne på Wall Street åbner, og valgets vinder med stor sandsynlighed er blevet udråbt.

Vil fire år mere til Donald Trump skabe sikkerhed hos investorerne eller vil aktierne rasle ned? Vil en demokratisk sejr udløse uro på markederne eller skabe stabilitet?

Og hvad sker der, hvis der onsdag morgen hersker usikkerhed om valgresultatet?

Det har Finans bedt tre aktieeksperter om forholde sig til. Her er deres vurderinger af de tre forskellige scenarier.

Hvordan vil markederne reagere, hvis Donald Trump vinder valget?

Skulle Donald Trump tirsdag få de berømte 270 valgmænd, der sikrer ham fire år mere i embedet, vil det i første omgang betyde ro på markederne, vurderer Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

»Hvis Trump vinder, vil de amerikanske indeksfutures forud for åbningen onsdag formentlig indikere faldende aktiekurser. Men dagen vil nok alligevel ende med stigninger, fordi et valg giver vished og fjerner den generelle usikkerhed. Jeg tror, investorerne vil være mere rolige, end hvad mange generelt tror,« siger han.

Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje, vurderer, at de amerikanske markeder i første omgang vil tage positivt imod en valgsejr til Donald Trump og republikanerne.

»Det afgørende er, hvor klar sejren bliver. Men en klar Trump-sejr vil på det overordnede plan kunne give positive markeder, da risikoen for en langtrukken proces omkring vinderen af valget vil være afblæst,« siger han.

Også Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, mener, at det vil gavne de amerikanske aktier, hvis Donald Trump fortsætter i Det Hvide Hus.

»De amerikanske aktier bevarer deres skytsengel, og Trump kan fortsætte med en uforsonlig tone og uforudsigelig fremfærd mod Kina og Europa,« siger han.

Hvordan vil markederne reagere, hvis Joe Biden vinder valget?

Bliver det demokraternes Joe Biden, der vinder valget, vil Wall Street i første omgang reagere med optimisme, mener Per Hansen.

»Markederne vil nok reagere lettere positivt. Afklaringen om, hvem der skal være præsident, er godt, og de fleste har opfattelsen af, at Biden langsigtet vil være bedst. Det kan være en form for en selvforstærkende effekt,« siger Per Hansen fra Nordnet.

Modsat mener Jacob Pedersen fra Sydbank, at Joe Biden som præsident kan være med til at lægge en dæmper på det amerikanske aktiemarked.

Til gengæld vil en ny amerikansk tilgang til handelspolitikken skabe positive vibrationer på de globale markeder, forudser han.

»Ved en Biden-sejr, kan aktieinvestorerne se frem til selskabsskatteforhøjelser, der vil trække indtjeningskraft ud af de amerikanske virksomheder. Men en mere forsonlig og forudsigelig handelspolitik vil være positivt for fjernøstlige og europæiske aktier,« spår han.

Hvordan vil markederne reagere, hvis valgresultatet er uklart?

Men hvad sker der, hvis valget ikke har en klar vinder?

Inden valget er der afgivet 90 mio. brevstemmer ud af ca. 160 mio. stemmeberettigede, hvilket kan være med til at trække optællingen ud og forsinke det endelige valgresultat.

Samtidig er det en reel mulighed, at det kan tage tid, inden Donald Trump eller Joe Biden måske anerkender et eventuelt valgnederlag, mener Sydbanks Jacob Pedersen.

»Skrækscenariet er et uafgjort valg med to kandidater, der ikke accepterer et nederlag, og hvor stemmefintællingen og afgørelsen trækker i langdrag,« siger han og fortsætter:

»Aktieinvestorerne må indstille sig på, at vinderen ikke kan kåres på valgaftenen, da mange brevstemmer først optælles i de efterfølgende dage og uger. I den periode er der åbnet op for politisk mudderkastning, og den medfølgende usikkerhed kan give kursfald. Mest til amerikanske aktier – men andre aktiemarkeder kan også blive ramt, hvis risikovilligheden generelt falder,« siger Jacob Pedersen.

Formueplejes Otto Friedrichsen kalder det »gift for aktiemarkedet«, hvis valget ender med et mudret efterspil.

»Et uafklaret valg vil kunne få samme forløb som i 2000, hvor Geroge W. Busch og Al Gore trak Florida-afgørelsen ud og sendte usikkerhed gennem aktiemarkedet. Det er dog værd at notere sig, at dette scenarie i tiltagende grad over de seneste uger er blevet priset af markedet. Men usikkerhed er gift for aktiemarkedet«.

BRANCHENYT
Læs også