Privatøkonomi

Boligbyggeriet boomer og sætter rekord

2020 har på mange måneder været en Midas-berøring for de, som allerede var på boligmarkedet inden coronanedlukningen. Nu sker der lidt på byggerifronten, og det kan være med til at pille ved det ellers rekordlave udbud af boliger.

Efter flere års økonomisk opsving er der sat gang i en masse byggeprojekter. De bliver nu færdiggjort, og en ny rekord er sat. Arkivfoto.

Det skorter ikke med nyheder om rekorder på boligmarkedet for tiden. På trods af økonomisk krise bliver der bygget og færdiggjort nye boliger på livet løs rundt omkring i Danmark, og det kan være med til at drive priserne nedad igen.

Tages der højde for sæsonudsving, blev der i 3. kvartal i år færdiggjort rekordmange boliger på tværs af landet, og det kan ifølge Anders Christian Overvad, økonom ved Arbejdernes Landsbank, betyde, at der bliver trukket en smule i bremsen i de ellers hastigt stigende boligpriser.

»Udviklingen er særligt drevet af byggeriet i de større byer, men fremgangen er til stede i alle landsdele. Den voksende boligmasse fungerer som en dæmper på hastigt stigende boligpriser, som vi er vidne til i øjeblikket, hvor huspriserne i dag er 4,8 pct. højere end sidste år, og lejlighedspriserne er hele 7 pct. højere,« siger Anders Christian Overvad.

En del af rekorden kan ifølge Anders Christian Overvad tilskrives tidligere års økonomiske opsving og igangsættelse af boligprojekter.

Den store mængde af færdiggjorte byggeprojekter i 3. kvartal skyldes således ikke nødvendigvis, at håndværkerne har haft ekstra travlt efter sommerferien. Ifølge økonomen er der en pukkel efterladt fra 2. kvartal – en såkaldt ketchupeffekt.

For ikke at overstimulere boligmarkedet og presse priserne er det dog ikke alle nye projekter, der med det samme kommer på markedet.

»Meget af det byggeri, der i øjeblikket bliver færdiggjort, vil ikke nødvendigvis blive sat til salg i første omgang. Meget lejes ud for ikke at oversvømme markedet. Det betyder også, at vi over de kommende år forventer, at den voksende boligmasse isoleret set vil give modvind til priserne. Den modvind vil være størst i de store byer, da det er her boligpriserne vokser relativt mest. Det er dog vigtigt at understrege, at der også er mange andre ting, som vil påvirke prisudviklingen,« siger Anders Christian Overvad.

BRANCHENYT
Læs også