I oktober afgav realkreditinstitutterne knap 38.000 lånetilbud. Det er det højeste i 2020.
Trods coronakrisen er der stor interesse for boligkøb og omlægning af lån hos danskerne.
Det viser tal fra Finans Danmark, der er finansinstitutternes brancheorganisation.
I oktober blev der afgivet 37.808 tilbud på realkreditlån. Det er det højeste antal på en enkelt måned i 2020.
Det er samtidig omkring 17 procent mere end gennemsnittet for oktober de seneste ti år.
Forklaringen skal ifølge Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, findes i de lave renter.
- Efter at renterne tog et lille hop opad i marts, da corona ramte Danmark, er de nu tilbage på et lavere niveau, siger hun i en kommentar.
60 procent af lånetilbuddene er til omlægninger af eksisterende tilbud eller tillægslån til boligejere.
Knap en fjerdedel er til boligkøb. Her blev der afgivet 9914 lånetilbud i oktober, hvilket er det højeste antal i tre år.
Der bliver normalt afgivet 6800 lånetilbud om måneden.