Privatøkonomi

Nedtællingen til forskudsopgørelsen for 2021 er i fuld gang

Tirsdag åbner Skattestyrelsen for adgang til næste års skattebillet. På grund af coronakrisen lyder der en ekstra kraftig opfordring til at tjekke tallene.

Med udsigt til at coronakrisen trækker ud, opfordrer Skattestyrelsen danskerne til hurtigst muligt at tjekke 2021-forskudsopgørelsen. Foto: Skattestyrelsen.

Tirsdag kan skatteydere se deres forskudsopgørelse for 2021. Det oplyser Skattestyrelsen til Finans.

På grund af coronakrisen, som har vendt op og ned på mange indkomster, opfordrer styrelsen alle til at tjekke forskudsopgørelsen ekstra grundigt i år.

Det gælder ikke mindst de ca. 300.000 selvstændige, der betaler B-skat.

Forskudsopgørelse
  • Skattestyrelsen åbner for adgang til forskudsopgørelsen for 2021 den 17. november.
  • Opgørelsen skal ses som et løbende budget for den enkelte over indkomst og skat for året.
  • Af opgørelsen fremgår den forventede indkomst, fradrag og skatteprocenten.
  • Forskudsopgørelsen ændrer sig imidlertid, hvis der sker store ændringer i f.eks. personlige indtægter og fradrag.

Ifølge Skattestyrelsen omfatter gruppen typisk små enkeltmandsvirksomheder, hvor mange arbejder i brancher, der er påvirket af coronakrisen.

Alligevel kan Skattestyrelsen ikke se, at ekstraordinært mange har været inde og justere på 2020-forskudsopgørelsen, og det vækker bekymring.

»Min forventning ville umiddelbart være, at flere end normalt har været udfordrede i 2020. Det kan vi ikke umiddelbart se, og jeg kan jo heller ikke vide det konkret,« siger Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen, og fortsætter:

»Men jeg vil opfordre til, at man er opmærksom på forskudsopgørelsen, hvis der er sket store forandringer i ens økonomi,« siger hun.

Det, at tallene ser så relativt ens ud, kan gøre mig bekymret for, om en del af de selvstændige har betalt en forkert skat i løbet af året.

Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen

Skattestyrelsens udtræk viser, at på nuværende tidspunkt har ca. 96.000 af de 300.000 selvstændige med B-skattebetaling været inde og skrue ned for forventningerne til 2020-indkomsten, mens 94.000 har forhøjet den.

Det er dog ikke markant anderledes end på samme tid sidste år, hvor 85.000 havde sænket 2019-indkomsten, mens 93.000 havde øget den.

»Det, at tallene ser så relativt ens ud, kan gøre mig bekymret for, om en del af de selvstændige har betalt en forkert skat i løbet af året, og at vi derfor kommer til at se mange justeringer, når skatteåret er omme,« siger Karoline Klaksvig.

Om det er tilfældet, kan kun tiden vise.

I mellemtiden lyder der en generel opfordring fra styrelsen til især at tage et kig på forskudsopgørelsen for 2021, hvis man f.eks. har fået nyt job og dermed en anden indtægt, købt ejerbolig eller på anden vis har oplevet ændringer, der sætter spor i skattebetalingen.

Da Skattestyrelsen i april gjorde 2019-skatten op for 4,5 mio. danskere, var resultatet, at 3,4 mio. fik i alt 17,4 mia. kr. retur i overskydende skat, mens 1,1 mio. fik en samlet skatteregning på 6,8 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også