Forbrugerombudsmanden om 166 ulovlige låneaftaler: Det er kun toppen af isbjerget
Der kan være langt flere sager, hvor forbrugere bør slippe for at betale renter og gebyrer for forbrugslån. Det vurderer Forbrugerombudsmanden og gældsrådgivere.
Der kan være givet langt flere ugyldige forbrugslån til danskerne end hidtil antaget.
Det vurderer Forbrugerombudsmanden og gældsrådgivere, efter at Forbrugerombudsmanden har bedømt 166 låneaftaler om forbrugslån som ugyldige.
Forbrugerne har fået lån, de aldrig burde have haft, hvis deres økonomiske forudsætninger for at tilbagebetale lånet var blevet ordentligt undersøgt.
»Det er kun toppen af isbjerget, vi ser. Vi har kun bedømt sager, der er sendt til os,« siger chefkonsulent Mai Robrahn Hansen fra Forbrugerombudsmanden.
Et ugyldigt lån skal der ikke betales rente og gebyrer på, hvilket kan reducere gælden betydeligt - især på de dyreste lån.
Forbrugerrådet Tænks økonomi- og gældsrådgivning opfordrer forbrugere med misligholdte forbrugslån til at sende deres sager til Forbrugerombudsmanden, hvis der er mistanke om, at de ikke er blevet kreditvurderet tilstrækkeligt og ser også selv på det i sin gældsrådgivning.
»Vores opfattelse er, at der er langt flere sager. Der står over 190.000 danskere i RKI-registeret over dårlige betalere, og skønt ikke alle har forbrugslån, så er det der, mange ender, når økonomien er tiltet. Det gør en stor økonomisk forskel, hvis man kun skal betale det lånte beløb tilbage,« siger projektchef Lone Buchardt.
Gældsrådgiver Erik Fraas fra "PØR - Privatøkonomisk Rådgivning" har i flere år undret sig over, at der tilsyneladende stort set ikke fandt nogen vurdering af låntagerens betalingsevne sted.
»Jeg mener, at forbrugslånvirksomhederne dybest set aldrig har foretaget en fyldestgørende kreditvurdering. Det er ikke muligt, når ansøgningerne om lån afgøres på få minutter. Dermed overtrædes forbrugerbeskyttelsesreglerne. Det er jo af hensyn til forbrugerne, at de skal have et nej, hvis de ikke har reel mulighed for at betale tilbage,« siger Erik Fraas.
Foreløbig har langt de fleste selskaber fulgt Forbrugerombudsmandens krav og enten strøget resten af gælden eller eftergivet renter og gebyrer på 166 pågældende lån.
Ifølge direktør Jens-Ole Kyhl Klitgaard, der er direktør for 4finance, der bl.a. står for Vivus, er selskabet dog ikke nødvendigvis enige med Forbrugerombudsmanden i hver enkelt sag.
»Men vi er som virksomhed enig i, at gode kreditvurderinger er fundamentet for en god kundeoplevelse. Vi vil fortsætte med at udvikle og forbedre kreditvurderingsprocesserne,« siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard.

