Udsigt til kanonår for aktier: Venter afkast på op til 15 pct.
2021 tegner til at blive endnu et kanonår for aktierne. Flere af landets største banker og kapitalforvaltere forventer afkast på helt op til 15 pct. på globale aktier.
Der kan være udsigt til et superår for aktierne i 2021.
Flere af landets største banker og kapitalforvaltere forventer et afkast på helt op til 15 pct. på globale aktier i år, når vaccinerne er rullet ud, og der igen er kommet gang i økonomien.
»Signalet fra vores side er, at vi forventer et bedre end normalt aktieår,« siger Jakob Vejlø, chefstrateg hos kapitalforvalteren Bankinvest, der forudser et afkast på mellem 10 og 15 pct. til næste år.
Vi ligger i starten af et potentielt langt bullmarked.Simon Kristiansen, seniorstrateg, Nordea
Den skandinaviske storbank Nordea forventer også, at aktierne vil fortsætte opad, og regner med vækst i samme spænd.
»Vi går tilbage mod normale tilstande hjulpet af vaccinerne og hjælpepakkerne. Vi ligger i starten af et potentielt langt bullmarked (et marked med stigende aktier og god økonomi, red.),« siger seniorstrateg Simon Kristiansen.
Dermed sætter investorerne deres lid til, at de seneste års optur på aktiemarkederne vil fortsætte i 2021. De seneste fem år har MSCI World Index givet et samlet afkast på lidt over 10 pct. i snit.
Aktierne har da også været ualmindeligt hurtige til at ryste nedturen i 2020 af sig. I foråret sendte coronakrisen markedet ud i et historisk dybt fald, da verden pludseligt lukkede ned. Men allerede i løbet af sommeren begyndte kurserne at rette sig, og 2020 endte som et ganske hæderligt år.
Optimismen er et udtryk for, at markedet er begyndt at glæde sig til det økonomiske opsving, som de fleste tror vil udfolde sig i løbet af året. Et opsving, som kort fortalt står på tre ben.
- Forbrugerne i den vestlige verden har sparet under nedlukningerne, hvor det ikke har været muligt at gå restaurant eller rejse. Alene i Danmark er husholdningernes opsparing steget til 100 mia. kr. i første halvdel af 2020 fra 55 mia. kr. i samme periode af 2019, skriver Bankinvest. De penge kan komme i spil, når vaccinerne formentlig gør det muligt at løfte restriktionerne.
- Virksomhedernes indtjening ventes også at skyde i vejret på grund af det øgede forbrug og ikke mindst de massive hjælpepakker i Europa og USA. Når forventningerne til indtjeningen stiger, så følger kurserne med.
- Men mindst lige så vigtigt er den fortsat lempelige pengepolitik fra centralbankerne. Støtteopkøb og lave renter betyder, at der bliver pumpet flere penge ud i finansmarkederne.
»Investorerne lever i en verden med forfærdeligt lave renter, og derfor bliver de nødt til at søge efter afkastmuligheder andre steder, og der byder aktierne sig altså til,« siger Jakob Vejlø fra Bankinvest.
Nykredit forventer et afkast i omegnen af 10 pct., mens Danske Bank ligger lidt lavere på mellem 3 til 8 pct. Det er især cykliske sektorer inden for eksempelvis industri og energi, som ventes at klare sig godt i 2021.

