Privatøkonomi

Efter vildt rekordår: Sådan venter ejendomsmæglerkæden EDC, at 2021 vil udvikle sig

Rekordtempoet fra 2020 vil fortsætte ind i den første halvdel, inden der vil komme mere ro på, lyder det fra ejendomsmæglerkæden EDC.

Foto: Jonathan Bjerg Møller Foto: Jonathan Bjerg Møller

Rekordernes tid på boligmarkedet er ikke ovre, bare fordi kalenderen skifter fra 2020 til 2021. Sådan lyder forudsigelsen for det kommende år fra EDC, efter at 2020 har budt på den ene rekord efter den anden på boligmarkedet.

Det rekordhøje tempo, som boligmarkedet havde på i 2020, vil nemlig fortsætte i første halvdel af det nye år. Hen over sommeren vil tempoet falde lidt, men der vil stadig være et opadgående pres på priserne, lyder det.

»En måske lidt paradoksal følge af coronakrisen er, at boligsalget allerede eksploderede i foråret 2020. Siden har markedet ikke set sig tilbage, og vi slutter året med at have gennemført mere end 100.000 handler i hele branchen. Den tendens forventer vi fortsætter i den første halvdel af 2021, idet vi bl.a. fortsat ser en høj aktivitet på de parametre, som går forud for en handel,« udtaler Jan Nordmann, der er kommunikationschef i EDC, i en pressemeddelelse.

EDC melder om, at der i ejendomsmæglerkæden har været et hop i fremvisninger på 28 pct. i december sammenlignet med samme måned sidste år. Og det peger i retning af, at salget i de kommende måneder også vil være højt.

»Alt tyder på, at vi skal hen på sommeren, før vi for alvor får mulighed for at rejse ud igen og i det hele taget leve et mere normalt liv. Det tror vi kommer til at afspejle sig i boligmarkedet, hvor vi forventer et salg nogenlunde på højde med 2020 i den første halvdel af 2021lyder det fra Jan Nordmann.

Det vil være med til at holde antallet af boliger i udbud nede, og dermed er der også udsigt til stigende priser i en alt andet lige-betragtning.

»Det vigtige her er ’alt andet lige’, der på boligmarkedet i høj grad består af renten og ledigheden. Der er intet, der tyder på stigende renter i den kommende tid, og ledigheden er heller ikke på et alarmerende niveau for bolighandlen. Det er vigtigt at huske på, at ledighed som følge coronakrise i højere grad har ramt personer beskæftiget i serviceerhverv, som i mindre grad er boligkøbere, hvilket har betydet, at boligmarkedet er gået fri af følgerne af stigende ledighed,« udtaler Jan Nordmann.

Læs også
Top job