Privatøkonomi

Vaccinerne har holdt hånden under forbrugernes dårlige humør: »Danskerne ser lys for enden af tunnelen«

Forbrugertilliden, der viser befolkningens syn på den nuværende og fremtidige økonomiske situation, er stadig fanget i negativt territorium.

Foto: Jens Dresling

Coronakrisen fortsætter med at holde humøret blandt de danske forbrugere på køl. Selv om humøret er steget siden bunden i foråret, ligger forbrugertillidsindikatoren fortsat et sted mellem kummefryseren og køleskabet, viser nye tal fra Danmarks Statistik. 

I januar endte tallet på minus 4,1 mod minus 3,8 i december. Det lille fald skyldes, at danskerne ser mere sort på Danmarks nuværende økonomiske situation samt et fald i købelysten.

»De nye og skrappe restriktioner, som blev indført kort inden jul, har gjort forbrugerne lidt mere pessimistiske,« skriver Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Da coronakrisen ramte i foråret blev forbrugertillidsindikatoren banket ned på minus 11,9 i april. Herfra blev den langsomt, men sikkert forbedret i løbet af sommeren, da den i juli nåede et niveau på minus 2,9. I sensommeren tog den et nyt dyk, da den i august faldt til minus 7,4. Herfra bevægede forbrugertillidsindikatoren sig igen opad.

»Vi står igen i en situation med økonomiske restriktioner, og det kan derfor virke paradoksalt, at forbrugernes humør ikke falder mere. Det skyldes blandt andet, at på trods af en svær økonomisk tid, så giver vaccineudrulningen en tro på, at krisen vil være kortvarig,« skriver Anders Christian Overvad, der er økonom i Arbejdernes Landsbank.

Under det lille fald i forbrugertillidsindikatoren gemmer der sig positive nyheder. Danskerne er nemlig blevet mere optimistiske i forhold til deres egen økonomi og i forhold til den økonomiske situation i Danmark i fremtiden.

»Faktisk har danskernes forventning til dansk økonomi om et år ikke været stærkere siden sommeren, og betragter vi deres forventninger til egen økonomi om et år skal vi helt tilbage til februar 2020 – før coronakrisen – før danskerne sidste så så lyst på fremtiden,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar.

I Danske Bank peger man på én faktor, som er med til at få danskerne til at se lysere på fremtiden. Det er det stik i armen, som danskerne kan se frem til at få inden for en overskuelig fremtid.

»Dagens tal peger klart på, at danskerne ser lys for enden af tunellen, og udsigten til en vaccine har i vid udstrækning været nok til at opveje for den negative effekt, som restriktionerne har haft. Det stemmer godt overens med vores syn på økonomien. For mens det ser værre ud på den helt korte bane, så har vaccinerne betydet, at vi i stigende grad tør tro på, at der er en vej ud af coronakrisen,« lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen.

BRANCHENYT
Læs også