Privatøkonomi

Arne-pensionen forringer mulighederne for skatterabat ved investering

Aktiesparekontoen er langsomt, men sikkert ved at vinde udbredelse hos unge. I Nykredit er yngste kunde ikke fyldt et år endnu.

Danskerne har for alvor fået øjnene op for aktieinvesteringer. Men muligheden for at gøre det via en skattebegunstiget konto, er blevet mindre end lovet. Arkivfoto: AP/Mark Lennihan

Den efterhånden berømte Arne-pension forringer privates muligheder for at investere via aktiesparekontoen.

Det skyldes, at en del af finansieringen af Arne-pensionen skal komme fra aktiesparekonti.

Kontoen blev indført i 2019, og målet var at understøtte en større aktiekultur blandt alle danskere. Beløbsloftet er nu reduceret til 102.300 kr., og den planlagte forhøjelse i 2021 til ca. 150.000 kr. er blevet aflyst.

Fordelene ved aktiesparekontoen
  • Lav afkastskat på 17 pct. I fri opsparing ligger afkastskatten typisk på 27 eller 42 pct.
  • Stor fleksibilitet, da pengene kan hæves igen, når man ønsker det.
  • Ingen modregning i sociale ydelser, f.eks. SU, førtidspension, efterløn og folkepension.
  • Lagerskat: Al skat afregnes automatisk løbende, så man ikke skubber en snebold af skat foran sig.
Kilde: Nykredit

Direktør i Dansk Aktionærforening, Michael Bak betegner beslutningen som »et mindre politisk selvmål.« Skatten afregnes som en såkaldt lagerskat. Det betyder, at den skal betales hvert år og ikke kun, når man realiserer sin gevinst.

»Rent faktisk giver den et årligt provenu til staten, da den afregnes som lagerskat. Det kunne være sjovt at høre, hvor meget den har givet i år. Det er jo penge, som staten normalt venter at få ind hvert år,« siger Mikael Bak.

Afkastet beskattes lempeligere med en sats på 17 pct. Det er 10 pct. lavere, end hvis man sparer op i frie midler. Det var meningen, at beløbsloftet skulle stige til 200.000 kr. per konto. Men om det bliver til noget, er nu tvivlsomt.

I januar sidste år var der oprettet ca. 50.000 konti, men ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv har kun 1 af 3 danskere kendskab til aktiesparekontoen.

Nykredit Wealth Management har netop foretaget en analyse af aktiesparekontoen. Analysen viser, at kun få danskere har taget den til sig.

»Vores oplevelse er, at det skyldes, at mange tror, at kontoen kun er for dem, der har mange penge i forvejen og som elsker at investere. Det er ærgerligt, fordi kontoen er oplagt til alle uanset alder, indkomst og formue,« mener Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom i Nykredit.

Man behøver ikke selv at plukke enkeltaktier, man kan vælge en eller flere aktiebaserede investeringsfonde.

»Det behøver slet ikke at være svært at komme i gang,« siger Camilla Schjølin.

Det er især på Sjælland, at aktiesparekontoen har vundet indpas. Her er frekvensen ca. dobbelt så høj som i resten af landet, viser analysen.

Vi har konstateret en voksende investeringslyst, især fra yngre kvinder.

Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom og formueekspert hos Nykredit

59 pct. af dem er mænd, mens 41 pct. er kvinder, og det er et godt tegn, mener Camilla Schjølin.

»Vi har konstateret en voksende investeringslyst, især fra yngre kvinder. De efterspørger i højere grad end tidligere viden om at investere,« siger hun.

Der er stor aldersspænd blandt Aktiesparekonto-ejerne i Nykredit. Den yngste er således 0 år, og den ældste er 92 år.

At flest er mellem 50-69 år giver god mening, da den aldersgruppe har de største formuer.

»Men det er glædeligt, at de unge under 30 år er godt med. Jo flere år pengene kan være investeret, desto større bliver gevinsten,« siger Camilla Schjølin.

BRANCHENYT
Læs også