Privatøkonomi

Investorer slækker på krav til gældsatte virksomheder: »Det minder lidt om en boble«

Der bliver stillet stadig færre krav, når en virksomhed med høj gæld låner penge. Det øger risikoen for tab i alle led af kæden, siger forvalter.

Lave renter betyder, at investorerne har rettet blikket mod stadig mere risikable investeringer som lån til virksomheder, der allerede har meget høj gæld. Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix

Jagten på afkast får nu investorer til at slække på betingelserne, når de giver risikable lån til de mest gældsatte virksomheder. Det kan være med til at øge tabene, hvis verdensøkonomien kommer haltende ud af coronakrisen, advarer en forvalter.

»Det minder lidt om en boble, fordi investorerne bliver mere og mere risikovillige, og selskaberne bliver mere og mere gældsatte. Buen er hårdt spændt, og der kan komme en regning,« siger Kristian Brinch Hansen, obligationschef hos fondsmægleren Investering & Tryghed.

Flere havde ellers spået, at coronakrisen kunne vende de seneste års udvikling. Her er beskyttelsen af långivere til virksomheder med høj gæld løbende blevet forværret.

Men den økonomiske usikkerhed under pandemien har ikke været nok til at ændre på styrkeforholdet.

De lave renter betyder, at investorerne fortsat er pisket til at finde aktiver med et bedre afkast end mere sikre alternativer som penge i banken eller obligationer fra stater. Derfor kan selv de mest forgældede virksomheder hente penge uden de store krav fra långiverne.

Det har de gjort i stor stil i USA, men omfanget er også vokset i Europa. Finanstilsynet vurderede sidste år, at 5-10 pct. af de danske pengeinstitutters balance er højt gearede lån, hvoraf mange har lempelige betingelser.

»Det er lidt ligesom på boligmarkedet. Når det er sælgers marked, så er det svært at komme med en masse betingelser som køber,« siger Tino Henriksen, senior porteføljemanager i kapitalforvalteren Maj Invest.

De mest risikable gældstyper er højrisiko-obligationer, populært kaldet junk bonds, og højt gearede lån, såkaldte leveraged loans. Begreberne dækker over lån til virksomheder med en dårlig kreditvurdering.

Når investorer låner penge til skrantende selskaber, så tager de en højere rente. Men de vil også gerne have mere sikkerhed skrevet ind i aftalerne. Det kan være krav om, at selskabet ikke bruger pengene på udbytte til aktionærerne eller flytter rundt på aktiver.

Det er krav som disse, investorerne i stigende grad giver køb på.

For amerikanske obligationer med høj risiko er beskyttelsen ifølge Moody’s tæt på historisk dårlig. Den scorer nu 4,4 på en skala, hvor 1 er stærk beskyttelse, mens 5 er den svageste. I 2015 lå den omkring 3,5.

S&P Global Market Intelligence vurderer, at 85,6 pct. af alle højt gearede lån i USA og 81,6 pct. i Europa har lempelige vilkår.

Det er forbundet med stor risiko for investorerne, når de giver køb på beskyttelsen. Ifølge S&P Global Market Intelligence får de i snit 68,7 pct. af deres penge tilbage, når lånene med den dårligste beskyttelse går konkurs mod 78,1 pct. for lån med god sikkerhed.

»Man skal sørge for at læse det med småt, for ellers risikerer man at stå med skægget i postkassen, når tingene går skævt,« siger Kristian Brinch Hansen, obligationschef hos fondsmægleren Investering & Tryghed.


Læs også
Top job