Privatøkonomi

Mange har stadig svært ved at låne til boligkøb på landet

Kreditgivere vil undersøge årsag til afslag på boliglån i landdistrikter. Staten skal hjælpe, mener andre.

Overordnet set er der fremgang i antallet af boliglån i landdistrikterne. Foto: Ole Lindgreen

Det har i flere år været svært for mange at låne penge til at købe bolig eller ejendom til virksomhed på landet.

Flere tiltag er blevet søsat, men de har ikke fået den ønskede effekt.

Derfor skal der gøres noget mere snarest muligt, siger Karina Lorentzen (SF), der er formand for Udvalget for Øer og Landdistrikter i Folketinget.

- Det her har været et problem så længe, at vi må indse, at markedskræfterne ikke kommer til at løse det, siger hun.

Torsdag er der en høring om finansieringen af boligkøb i landdistrikterne i Folketinget med politikere og relevante parter. Her skal løsninger diskuteres.

SF foreslår en model efter norsk forbillede, hvor der etableres et særligt statsligt realkreditinstitut, der skal sikre lånemulighed til boligkøb i landdistrikterne.

Også Landdistrikternes Fællesråd ser gerne, at staten skal spille en større rolle for at løse dele af problemet.

- Der er nogle geografiske områder, hvor staten er nødt til at springe til med en form for statsgaranti på nogle af lånene, siger formand Steffen Damsgaard.

Det er især i områder langt væk fra de store byer, at det kan være svært at låne penge til en bolig, lyder det.

Overordnet set er der fremgang i antallet af boliglån i landdistrikterne.

Sidste år blev antallet af realkreditlån øget med knap 8,5 procent i landdistrikterne mod knap 11 procent i bykommunerne ifølge Finans Danmark.

Det viser, at det er muligt at låne penge til boligkøb på landet, mener Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i interesseorganisationen Finans Danmark.

Hun mener, at de afslag på lån, der bliver givet, er retmæssige.

- Der bliver givet afslag, hvis ikke din økonomi kan bære et lån. Og vi har regler i det her land, der skal beskytte forbrugerne mod at ende i en uheldig gældssituation, siger hun.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har etableret en særlig postkasse, hvor kunder, der har oplevet at få afslag på boliglån, kan indsende deres sag.

Men lige nu er det kun muligt for ministeriet at se på situationen ud fra kundernes beskrivelser.

Derfor vil Finans Danmark tilbyde, at banker og realkreditinstitutter kan undersøge nærmere, hvad årsagen er til afslaget, hvis kunden ønsker det.

- Vi oplever, at der nogle gange kan være forskel på, hvad kunden oplever som årsag til afslaget, og hvad banker eller realkreditinstituttet mener, er årsagen.

- I dag kan ministeriet kun se på situationen ud fra kundens beskrivelser, men nu tilbyder vi altså også at få kreditgiverens side af sagen med, siger hun.

BRANCHENYT
Læs også