Rekordstort antal skilsmisser: Her er de økonomiske tabere
Deltidsarbejde og barselsorlov kan få store konsekvenser for pensionisttilværelsen.
Skilsmisser kan gøre ondt, men for den ene part kan den udvikle sig til en sviende lussing.
Antallet af skilsmisser stiger igen, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I 2020 blev 15.718 par skilt, eller partnerskabet opløst. Det er næsten 50 pct. flere end i 2019, hvor antallet var ekstraordinært lavt. Tallet ligger dog på niveau med gennemsnittet fra 1999 til 2019.
De økonomiske tabere af en skilsmisse er stort set altid kvinderne. 40 pct. af dem arbejder på deltid. Kombinationen af deltid og barselsorlov er ofte gift for pensionsopsparingen.
»Perioder med nedsat tid kan betyde, at der mangler flere hundredetusinder i pensionsopsparingen,« siger seniorøkonom i Danica, Britt Ambjørn Christiansen.
Hun har regnet på, hvilke konsekvenser deltid kan få for pensionen. Hvis en nu 30-årig med en årlig pensionsopsparing på 100.000 vælger at gå på deltid i 10 år, er der knap 380.000 kr. mindre at gøre godt med i pensionsalderen
Hvis ikke man sparer op i barselsperioden, kan det også mærkes. Udgangspunktet er en kvinde, der går på barselsorlov som henholdsvis 31- og 34-årig. Hun går glip af 370.000 kr., hvis hun normalt sparer 100.000 kr. op.
Mange virksomheder har barsel med et halvt års fuld løn og pensionsindbetalinger. Men hvis man er væk i længere tid, måske op til ét år, vil man have en periode uden indbetalinger.
Den lavere pension kan få ret uhensigtsmæssige konsekvenser. I gennemsnit lever kvinder ca. fire år længere end mænd. De får med andre ord færre penge til endnu flere år.
Kvinder trækker sig i gennemsnit også tidligere tilbage end mænd.
Det er nok lettest at lave en ægtepagt, mens alt er godt.Britt Ambjørn Christiansen, Danica
»Det betyder, at kvinders opsparing skal række til flere år, da kvinder lever længere. Hertil kommer, at en tidligere tilbagetrækning betyder, at de har færre år til at spare op, mener Britt Ambjørn Christiansen.
Kun 15 pct. af mændene arbejder på deltid.
En pensionsformue deles som udgangspunkt ikke ved skilsmisse. Det skal man være opmærksom på, hvis den ene part går deltid, og den anden fortsætter på fuld tid.
Det er derfor vigtigt, at kvinden insisterer på at få en ægtepagt. Den betyder, at parret i fællesskab beslutter fordelingen af pensionsformuen i tilfælde af skilsmisse.
Dermed undgår man et formuegab. Ifølge Danmarks Statistik ligger formuegabet mellem 16 og 22 pct. Den forskel udvides med årene.
»Mange kan komme i den situation, at de har en lavere pensionsopsparing med sig fra et opløst ægteskab eller partnerskab. Det skal man helst skal rette op på, mens man er sammen. For når man først er gået fra hinanden, er det ofte for sent,« siger Britt Ambjørn Christiansen med tilføjelsen:
»Det er nok lettest at lave en ægtepagt, mens alt er godt.«


