Privatøkonomi
BREAKING

Her er rentestigning positiv: Gyldent tillægslån i spil igen

Det er langt fra altid, at en lille rentestigning er en ulempe.

Verdenshistoriens første boliglån med fast negativ rente har for alvor øget opmærksomheden mod de 10-årige lån. Renten er på -0,5 pct., og lånet er nærmest blevet kult.

Nu bliver det skubbet lidt i baggrunden, efter at kurserne er faldet. Det betyder nemlig, at det 10-årige 0 pct.-lån kommer i spil igen med en kurs tæt på 100. Kursen på -0,5 pct.-lånet er omkring 96. Lån med 10 års løbetid er ikke særligt kursfølsomme.

Låntypen er for alvor blevet brugt som tillægslån til eksempelvis køkkener, hvis levetid ligger tæt på afviklingsperioden.

På grund af kursen er 0 pct.-lånet lidt billigere end lillebror. Den effektive rente og ydelsen er lavere. Det klarer sig også godt i konkurrencen med et 10-årigt Kort Rente-lån, der får ny rente hvert halve år.

En boligejer, der i forvejen har belånt sin bolig med 60 pct., og som nu ønsker et tillægslån på 300.000 kr., vil få en hovedstol på 316.000 kr. Den månedlige ydelse efter skat er 2.820 kr.

Over alle 10 år ender det fastforrentede 0 pct.-lån dog med at koste boligejere ca. 2.200 kr. mere, end hvis de havde valgt et Kort Rente-lån. Men det kræver, at renten på Kort Rente-lånet ikke ændrer sig de næste 10 år.

Der er en lidt underspillet fordel ved 0 pct.-lånet. For godt nok er kursfølsomheden ikke nær så stor som på de 30-årige lån, men den er der.

Stiger renten med 1 pct.-point fra det nuværende niveau, vil kursen på lånet falde med ca. 4,5 kurspoint.

»Det kan være en fordel, hvis boligejeren på et tidspunkt ønsker at indfri sit lån, f.eks. fordi den private opsparing har været større end forventet, og vedkommende ikke ønsker at betale negative renter til banken,« oplyser Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.

Læs også