Privatøkonomi

400.000 boligejere risikerer skatteregning: Så stor kan den blive

Boligejere, der har lagt lån om eller har fået ny rente på F5-lånet bør tjekke deres forskudsopgørelse. Det samme gælder forældrekøbere.

Skattesmækket kan blive overraskende stort, hvis man glemmer at ændre sin forskudsopgørelse efter en låneomlægning. Det er derfor vigtigt at tilpasse sin forskudsopgørelse, fastslår Nordeas boligøkonom, Lise Nytoft Bergmann. Foto: Stine Bidstrup

Det slår sjældent fejl. Hver gang boligejerne konverterer til en lavere rente, eller fradragsreglerne ændres, opdager mange det ikke. Det kan give et gevaldigt skattesmæk.

Skattestyrelsen sender i øjeblikket breve rundt til alle, der er registreret som forældrekøbere. De bliver mindet om, at de ikke længere kan trække renteudgifterne til købet fra i topskatten.

En tilsvarende påmindelse kunne sendes ud til de ca. 400.000 boligejere, der har konverteret ned til et 0,5- eller et 1 pct.-lån. Glemmer man at ændre sin forskudsopgørelse, kan det føre til en skatteregning på 6.700 kr. for hver mio. kr., man har lånt. Det er 558 kr. om måneden, man ikke længere har til rådighed.


Og hvis lånet er 3 mio. kr., forsvinder der 1.674 kr. ud af det månedlige budget.

Der er omlagt fastforrentede lån for ca. 340 mia. kr. i 2020 og ca. 125 mia. kr. i første halvår af 2021.

Realkreditinstitutterne indberetter løbende renter og bidragsbetalinger til skattevæsenet, men boligejerne skal alligevel selv være opmærksomme. Forskudsopgørelsen for 2021 bygger nemlig på de senest reviderede tal, der er fra 2019.

»Hvis man har fået ny rente i 2020 eller i 2021, er opgørelsen ikke korrekt. Man bør derfor selv kontrollere sin forskudsopgørelse,« siger boligøkonom i Nordea, Lise Nytoft Bergmann.

Det kan virke som et luksusproblem, da de pågældende boligejere får en langt lavere rente. Men det er ærgerligt at glemme skatten, fordi der uvarslet kan ryge mange penge ud af det daglige budget.

»Med lidt justeringer på forskudsopgørelsen sikrer man sig, at glæden over en lavere rente på boliglånet ikke bliver vendt til ærgrelse over en kedelig restskat,« som Lise Nytoft Bergmann udtrykker det.

Hun opfordrer alle boligejere til altid at tjekke de fortrykte renteudgifter på deres forskudsopgørelsen igennem. Det gælder ikke mindst, hvis de har ændret på deres realkreditlån i indeværende år eller året forinden.

Rådet er også relevant for alle med et F5-lån, der har fået ny rente indenfor de seneste par år.

BRANCHENYT
Læs også