Fortsæt til indhold

Snydt for tusindvis af kroner: Derfor skulle forbrugerne ikke betale regningen

To forbrugere blev franarret flere tusinde kroner på nettet, men de hæfter ikke for misbruget pga. nye regler, viser to afgørelser fra ankenævn.

Privatøkonomi

Danskerne er blevet sikret bedre beskyttelse, hvis de oplever misbrug af deres betalingskort. Det viser to sager fra Det finansielle ankenævn, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

I de to sager blev forbrugerne franarret henholdsvis 11.600 kr. og 8.500 kr., men de kom ikke til at hæfte for beløbene, da betalingerne kun var blevet godkendt ved hjælp af en kode på SMS. Betalingerne levede dermed ikke op til de reglerne om »stærk kundeidentifikation«, der siger, at betalinger skal godkendes via to elementer.

»Som en konsekvens af de nye regler for sikker betaling hæfter du ikke ved misbrug af dit betalingskort, hvis du ikke har godkendt din betaling med to elementer. Reglerne skal udgøre et ekstra lag af sikkerhed ved betaling på nettet,« udtaler Susanne Aamann, der er forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, i pressemeddelelsen.

Reglerne på området trådte i kraft i efteråret 2019, og efter nytår er de blevet implementeret i nethandlen. Hvis betalingerne ikke er blevet godkendt af to trin, hæfter forbrugerne ikke for misbrug. Med mindre, at der er handlet svigagtigt.

Den ene sag, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen henviser til, begyndte, da en forbruger modtog en mail. Det lignede, at den kom fra en tv- og internetudbyder, som bad om betaling. Forbrugeren klikkede på linket i mailen og gennemførte betalingen. Efterfølgende opdagede forbrugeren dog, at der var blevet trukket 11.600 kr. på vedkommende konto.

Den anden sag har også en mail i hovedrollen. Forbrugeren modtog en mail, der indeholdt et fødselsdagstilbud på flybilletter. De kostede 80 kr. Forbrugeren slog til og indtastede sine kortoplysninger. Derefter kom der en engangskode på SMS, hvor det samtidig fremgik, at der ville blive trukket ca. 8.500 kr.

Forbrugeren stoppede købet og fik i samme ombæring spærret sit kort. Men det var for sent. Der var allerede blevet trukket penge fra forbrugerens konto.

»Phishing i form af mails og sms’er, der forsøger at lokke penge ud af folk, er et udbredt problem. Generelt er det en god idé at være skeptisk og tjekke hjemmesiden en ekstra gang, hvis man modtager en mail, hvor man bliver bedt om at klikke på et link og indtaste sine kortoplysninger,« lyder det fra Susanne Aamann.

Artiklens emner
Susanne Aamann