Privatøkonomi

De indefrosne feriepenge har haft vokseværk - nu er der en halv milliard kr. mere

Der er stadig mere end 50 mia. kr. i indefrosne feriepenge, som kan blive udbetalt, når anden runde af udbetalingen går igennem.

De indefrosne feriepenge satte i efteråret skub i forbruget. Senere på foråret bliver der åbnet for anden runde af udbetalingerne. Foto: Jens Dresling

De indefrosne feriepenge har ikke bare samlet støv hos LD Fonde, der forvalter Lønmodtagernes Feriemidler. De er i stedet blevet sat lidt i arbejde, og det har fået de indefrosne feriepenge til at vokse med ca. 500 mio. kr.

Det oplyser LD Fonde i en pressemeddelelse på baggrund af, at LD Fonde har offentliggjort sin årsrapport for 2020.

»Resultatet skal ses i lyset af, at kun en lille del af feriemidlerne har været investeret i 2020 og kun i en del af året, og at rentebetalingen på midler hos arbejdsgiverne kun gjaldt 4 måneder, nemlig fra 1. september til 31. december 2020,« oplyser LD Fonde.

For den enkelte lønmodtager svarer de ca. 500 mio. kr. til, at de indefrosne feriepenge er vokset med 0,9 pct. efter pensionsafkastskat og omkostninger.

90 pct. af de indefrosne feriepenge er placeret hos landets arbejdsgivere, og her bliver de forrentet, så det svarer til lønudviklingen.

De resterende 10 pct. var ved årets udgang placeret i fonden, hvor afkastet blev opgjort til 3,8 pct. målt som tidsvægtet afkast, oplyser LD Fonde.

I efteråret blev der åbnet for at få udbetalt tre af i alt fem ugers feriepenge. Det var muligt, da Danmark var overgået til en ny ferielov, hvor fem ugers feriepenge oprindeligt skulle være låst, indtil man forlod arbejdsmarkedet.

Men for at sætte gang i økonomien og forbruget blev der åbnet for udbetalingerne, og i alt blev der udbetalt 52,1 mia. kr.

Der står stadig 57,3 mia. kr. i indefrosne feriepenge, som kan udbetales, når anden runde af udbetalingerne finder sted senere på foråret.

»Baseret på erfaringerne fra 2020 skønnes der at blive udbetalt i alt 37 – 46 mia. kr. i foråret 2021, hvoraf der skal trækkes skat. Resten vil blive stående til fortsat forrentning,« skriver LD Fonde i pressemeddelelsen.

LD Fonde oplyser, at man efter den 8. marts vil kunne se afkastet på ens indefrosne feriepenge. Dette afkast vil blive opdateret én gang om måneden.

BRANCHENYT
Læs også