Serier

De grønne børskometer styrter fra himlen – og der er fart på faldet

Ørsted og andre grønne kometer har mistet op til en tredjedel af deres værdi. Klimafesten er ovre for nu, vurderer to strateger.

Den grønne bølge

Ét års optur er vendt til store fald for de grønne aktier, og klimafesten ser nu ud til at være ovre i denne omgang, vurderer strateger.

Selskaber inden for grøn energi og klima var ellers blandt de helt store vindere under coronakrisen, men siden slutningen af januar er flere af aktierne faldet som sten.

Investorfavoritter som Ørsted, Vestas og Tesla har alle tabt ca. en tredjedel af deres værdi fra toppen, mens selskaber inden for solenergi, vandkraft og brint også er ramt.

Jyske Bank vil ikke udelukke, at kurserne kan falde mere.

»Nogen af de grønne aktier er stadig lidt halvdyre, selv om de har fået barberet en del af,« siger bankens chefstrateg Ib Fredslund Madsen.

Da verden lukkede ned i marts 2020, faldt aktiemarkedet pludseligt. Kurserne kom sig dog hurtigt og steg siden voldsomt på ryggen af lave renter fra centralbankerne. Grøn energi var en af de sektorer, som klarede sig bedst.

Ifølge PFA blev selskaberne båret frem af politisk medvind i Europa, hvor EU’s genopretningsplan lagde op til grønne investeringer, mens amerikanernes valg af den progressive Joe Biden som ny præsident gav løfter om et temposkifte i den grønne omstilling i USA.

Samtidig er stadig flere professionelle forvaltere underlagt krav om at investere bæredygtigt.

En rationel investor vil nok sige, at det måske er på tide med en lille pause med det grønne tema.

Ib Fredslund Madsen, chefstrateg i Jyske Bank

Men på det seneste har stigende renter og udsigten til et boom i økonomien fået investorerne til at kigge mod andre sektorer. De har flyttet penge fra dyre aktier til industrier, som ventes at få større gavn af genåbningerne.

Det er gået ekstra hårdt udover de grønne aktier, som har ramt loftet.

»Man kan objektivt konstatere, at de grønne aktier var kommet op i den dyre ende, og derfor ser vi i øjeblikket en korrektion, hvor investorerne tager gevinst,« siger Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.

Trods de store kursfald tror PFA og Jyske Bank stadig på fremtiden for den grønne sektor som helhed.

»Det er ikke, fordi den grønne omstilling er aflyst, men tingene skal jo være fornuftigt prissat. En rationel investor vil nok sige, at det måske er på tide med en lille pause med det grønne tema,« siger Ib Fredslund Madsen.

BRANCHENYT
Læs også