Fortsæt til indhold

3 gode råd til at spare på forsikringerne under corona

Vi lever anderledes end før corona, og det betyder, at mange kan spare på forsikringerne.

Privatøkonomi

Årsdagen for corona-nedlukningen i Danmark har netop passeret, og danskernes vaner er markant ændret i forhold til det liv, vi havde, før pandemien stjal den nationale dagsorden.

Mange har aflyst turen sydpå og i stedet holdt ferie i Danmark, og det seneste år har bilen stået derhjemme, mens ansatte har siddet foran skærmen hjemme i stuen.

Alligevel har vi ikke ændret vores forsikringer, skriver DR, som har talt med flere forsikringsselskaber.

Det indebærer blandt andet, at vores rejseforsikringer står uændrede, og at bilforsikringer ikke bliver reguleret efter, hvor meget folk kører.

Vicedirektøren i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe, giver tre gode råd til, hvordan man kan spare på sine forsikringer:

Som det første peger han på rejseforsikringen, som man måske kan fjerne helt, hvis sommerferien alligevel er aflyst. Det samme gælder bilforsikringen, som måske skal justeres, hvis man arbejder hjemmefra. Dernæst anbefaler han at tjekke sine forsikringer én gang årligt. Og det gælder uanset, om der er corona eller ej. Det skyldes, at vi jævnligt ændrer måden, vi lever på, og det kan påvirke vores forsikringer.

Det sidste råd handler om at sammenligne sin forsikring med andre forsikringsselskaber, da man flere steder kan få samme forsikring til meget forskellige priser. Det fortæller han til DR.

Artiklens emner
Forsikringsbranchen
Forbrugerrådet Tænk