Danskerne kaster sig over aktier og investeringsfonde i rekordtempo

Privates interesse for investering er nærmest eksploderet under pandemien, viser nye tal. Bankerne og Dansk Aktionærforening ser gerne, at politikerne kommer de nye investorer i møde med bedre vilkår. Finans Danmark er bekymret for dårligere forhold for investeringsfonde med danske aktier.

2020 bød på den største tilvækst i private investorer i årevis, og stigningen er accelereret ind i 2021.

I løbet af 1. kvartal er der således strømmet flere nye private investorer ind i aktier og investeringsfonde end i 1. kvartal 2017, 2018 og 2019 tilsammen. Men det har tidligere vist sig, at mange trækker sig igen, den dag markederne vender for alvor.

»Dette er noget, vi har arbejdet på i mange år, og med for eksempel aktiesparekontoen og mediernes stigende fokus på investering har der været lagt en god grobund for væksten allerede før coronaen. Nu handler det om uddannelse og oplysning, så vi får klædt folk på til at blive på markedet i længere tid, også når der kommer en nedtur,« siger direktør Mikael Bak fra Dansk Aktionærforening.

Alt i alt har vi fået dobbelt så mange kunder hos Nordnet det seneste år.

Anne Buchardt, landechef for Nordnet i Danmark

Aktionærforeningen ønsker, at politikerne støtter økonomisk op om oplysning og uddannelse. Og foreningen håber også, at politikerne vil følge de oprindelige intentioner med aktiesparekontoen og forhøje det maksimale indskud til 250.000 kr.

Helt præcist er der i 1. kvartal ifølge tal fra VP Securities, der registrerer alle ejerskabsforhold og omsætning vedrørende værdipapirer noteret på fondsbørsen, kommet godt 25.000 nye ejere af aktier og 35.000 nye ejer af investeringsbeviser til.

Samtidig har eksempelvis investeringsportalen Nordnet med lave kurtager og den blandt småsparere populære kurtagefri Månedsopsparing oplevet en fortsat meget stor kundetilgang fra gør det selv-investorer.

»I 1. kvartal fik vi således 53.000 nye kunder her i Danmark – svarende til en stigning på 25 pct. sammenlignet med 4. kvartal sidste år. Alt i alt har vi fået dobbelt så mange kunder hos Nordnet det seneste år,« fortæller Anne Buchardt, landechef for Nordnet i Danmark.

Direktør for Investering & Opsparing i bankernes brancheforening, Finans Danmark, Birgitte Søgaard Holm kalder det en meget positiv udvikling. Hun vurderer som aktionærforeningen, at det vil understøtte udviklingen, hvis politikerne vælger fortsat at udbygge aktiesparekontoen, som det oprindelig blev aftalt.

»Jeg håber og tror, at vi nu er ved at få en mere udbredt interesse for at investere. Jeg oplever selv, at investering er begyndt at blive et emne, der tales om med venner og bekendte, ligesom omlægning af boliglån har været i årevis. Jeg tror også, at det stigende fokus på bæredygtighed vil få flere investorer til,« vurderer Birgitte Søgaard Holm.

Finans Danmark ærgrer sig i det lys over, at der netop er fremsat et lovforslag, der - hvis det vedtages - vil indebære, at investering i en investeringsfond med danske aktier fremadrettet bliver en dårligere forretning, fordi der er lagt op til, at det skattemæssigt bliver billigere at købe enkeltaktier frem for aktiefonde med danske aktier.

»Ifølge lovforslaget skal der fremover betales udbytteskat inde i fonden, og efterfølgende skal der betales udbytteskat, når udbyttet udloddes. Vi er godt klar over, at det følger af EU-retten, og vi tror også, at fondene kan gøre sig gældende fremadrettet. Men vi så gerne, at man gjorde forholdene bedre for små investorer. Det går den gale vej. Vi har derfor foreslået en kompensationsordning,« siger Birgitte Søgaard Holm.

BRANCHENYT
Læs også