Privatøkonomi

Det går nu så hurtigt på boligmarkedet, at ejendomsmæglerne mærker en stigning i antallet af negative købere

En kombination af et højt antal salg og et lavt udbud skaber frustration blandt køberne, lyder det fra ejendomsmæglerne.

Køberne får ikke altid den bolig, de havde drømt om, og det fører til frustrationer. Foto: Thomas Borberg

Den vilde udvikling på boligmarkedet har nu resulteret i situationer, hvor følelserne nogle gange løber af med potentielle købere, som er endt med det korteste strå i kampen om drømmeboligen.

Sådan lyder det bl.a. fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.

»Vi oplever, at mange ikke får boligen, som de håbede, og desværre lader nogle af dem deres frustrationer gå ud over mægleren,« siger Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig.

Det har f.eks. givet sig udslag i klager til mægleren og dårlige anmeldelser på f.eks. Trustpilot og Facebook.

»Nogen er gået så langt, at de har truet med at gå til pressen, fordi de føler sig svigtet af mægleren. Det siger lidt om, hvor frustrerende det er at handle bolig i øjeblikket. Og man forstår jo godt, at man kan blive grebet af en stemning, hvis man akut mangler et sted at bo. Men det er uheldigt, at mægleren bliver sorteper, når han reelt ikke kan påvirke situationen,« siger Thomas Hovgaard.

Frustrationerne kan opstå, hvis køberen har underskrevet en købsaftale og dermed tror, at handlen er i hus. Sådan er det bare ikke. Det kræver nemlig også en underskrift fra sælger, og hvis der i mellemtiden kommer et andet bud, vælger sælger suverænt selv, hvem vedkommende vil sælge til.

I ejendomsmæglerkæden EDC kender man også til fænomenet.

»Det er en klassisk problemstilling i tiden, som vi har nu. Det er en konjunkturbestemt klage. Det kommer altid i tider, hvor det går godt i boligmarkedet,« siger Jan Nordmann, der er kommunikationschef i EDC.

Man har også mærket det hos ejendomsmæglerkæden Home.

»Corona har betydet, at der er skruet en tand op for følelserne på boligjagten – en blanding af kæmpestore ønsker og drømme – tilsat noget frustration og usikkerhed,« lyder det fra Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Fra alle tre ejendomsmæglerkæder lyder det, at mæglerne har en kommunikationsopgave i det nuværende miljø for at undgå frustrerede kunder.

»Det er kun i vores interesse, at alle får den bedst mulige oplevelse, og vi ved, at det føles både frustrerende og ærgerligt, når et boligkøb ikke går som håbet. Så vi forstår godt, at følelserne kan løbe af med én,« lyder det fra Michael Dalsager.

Fra EDC lyder det, at langt de fleste købere falder ned, når de får en forklaring fra ejendomsmægleren.

»Køberne kan godt forstå, at det er sådan, det fungerer. Men indimellem er der nogen, der føler sig så forbigået, at de klager,« siger Jan Nordmann.

Fra Nybolig lyder det dog samtidig, at det kan være en svær opgave med kommunikationen i det nuværende marked.

»Det, mægleren kan gøre, er at kommunikere mere klart, hvordan reglerne er. Men det er ikke altid, der er tid til det, når boliger bliver solgt samme dag, de bliver udbudt,« siger Thomas Hovgaard.

BRANCHENYT
Læs også