Privatøkonomi

Ekstremt højt salg af sommerhuse ser ud til at fortsætte

Arkivfoto

I flere måneder er salget af ejerlejligheder og sommerhuse steget.

Det viser nye tal fra Boligsiden, der er ejet af størstedelen af landets ejendomsmæglere.

Det er normalt, at tallet for boligsalg stiger omkring påske, men da der generelt har været høje salgstal under coronapandemien, har der været usikkerhed om, hvorvidt det ville holde stik i år.

- Vi var lidt spændte på, om det ville stige, fordi vi har oplevet mange måneder, hvor det er gået helt vildt for sig, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Især salget af sommerhuse er steget markant, fortæller hun.

Derimod er udbuddet af sommerhuse faldet, da der fortsat er stor købsinteresse. Der var i begyndelsen af maj knap 4700 sommerhuse til salg, og det er fald på 42 procent i forhold til sidste år.

Samtidig er der omkring 5300 ejerlejligheder til salg, og det er 27 procent lavere end samme periode sidste år.

- Der er ekstremt mange, der har købt bolig, og det har betydet, at der simpelthen ikke har været nok nye boliger til salg, og derfor har vi set, at udbuddet er faldet drastisk det seneste år, siger Birgit Daetz.

Interessen for boligerne ser ud til at fortsætte, mener hun.

- Der er ikke noget, der tyder på, at tingene går i stå, siger hun.

Dog er hun ikke helt sikker på den fortsatte udvikling, da coronapandemien generelt har ført til usikkerhed på flere markeder. Det gælder også på boligmarkedet, understreger Birgit Daetz.

Antallet af villaer og rækkehuse, der bliver sat til salg, er i samme periode faldet.

Den seneste måned er antallet faldet med 2,7 procent. Ved indgangen til maj måned er der cirka 24.200 villaer og rækkehuse til salg.

BRANCHENYT
Læs også