Negative renter: Halvdelen af Danmark rammes ved denne grænse
Vælger bankerne at sænke grænsen for negative renter yderligere, bliver markant flere danskere ramt, viser beregninger.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har varslet politisk handling, hvis grænserne for negative renter rykker sig yderligere.
Men hvor mange danskere bliver ramt af negative renter, hvis grænsen sænkes fra de 100.000 kr., som den er på i de fleste banker?
Jo, omkring halvdelen af danskerne har såmænd indlån på over 50.000 kr. og vil derfor blive ramt af negative renter, hvis bankerne generelt vælger at sænke grænsen dertil.
Det viser beregninger fra Nationalbanken. Beregningerne indgår i det materiale, erhvervsminister Simon Kollerup har fået lavet i forbindelse med et notat om »handlemuligheder vedrørende negative renter, herunder fordele og ulemper ved et lovindgreb«.
I april valgte Danske Bank at sænke grænsen for negative renter til 100.000. Lidt over fem måneder forinden var grænsen rykket fra 1,5 mio. kr. til 250.000 kr. i Danske Bank.
»Bankerne placerer penge til -0,5 pct. i Nationalbanken. Den regning sender de videre til kunderne, og det vil de blive ved med. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig andet, end at den første bank snart sænker grænsen til 50.000 kr. eller 75.000 kr.,« sagde Marlene Nørgaard Carolus, direktør i Mybanker, i april til Finans.
Ifølge beregningerne fra Nationalbanken har 34 pct. af danskerne indlån på over 100.000 kr. og er derfor omfattet af negative renter.
Bankernes interesseorganisation Finans Danmark har tidligere forklaret, at tre af fire almindelige lønmodtagere stadig går fri for negative renter ved den nuværende grænse på 100.000 kr.
Nu foregår der så en slåskamp mellem bankerne og erhvervsministeren. Sidstnævnte har altså truet med et lovindgreb og fået lavet et notat om sine muligheder for det.
Simon Kollerup har ved flere lejligheder gjort det klart, at bankerne er gået til grænsen ved negative renter på indlån for 100.000 kr.
»Bankerne har simpelthen et ansvar for ikke at underminere tilliden til sektoren ved at fortsætte med at sænke beløbsgrænsen for de negative renter. Hvis udviklingen skal bremses, handler det jo først og fremmest om, at bankerne stopper her, men hvis udviklingen fortsætter, må vi have en politisk drøftelse af, hvordan vi fremover kan sikre en grænse for negative renter i banken,« sagde han i sidste uge i en skriftlig udtalelse til Finans.
For nu har Simon Kollerup sat Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at undersøge, hvordan konkurrencen mellem bankerne kan forbedres til gavn for kunderne. Den undersøgelse er klar til efteråret.
Derudover har Simon Kollerup bedt Finanstilsynet om at se nærmere på, hvorvidt bankerne giver kunderne ordentlig rådgivning.