Privatøkonomi

Mindre plads til forhandling: Landets huskøbere er rykket nærmere sælgerne

Foto: Jan Dagø

Hører du også til blandt dem, der har fået tilmeldt dig nogle nyhedsbreve - eller som bare har øjnene med sig, når de færdes rundt om i byen, så er det næppe gået din næse helt forbi, at tilbudssæsonen er over os.

Over alt ses de gule procent-mærker – men på boligmarkedet er det ikke helt sådan fat, her har det høje antal købere og et lavt udbud sat sig i priserne og bragt køberne tættere på sælgerne:

Helt nye tal fra Boliga.dk viser nemlig, at den pris landets huse sælges for er tættere på udbudsprisen end tidligere, samtidig med at færre boliger, der er udbudt til salg, justeres i prisen.

Blandt de huse, der er solgt i år, er det lige godt 258.000 kroner, der i gennemsnit har været forskellen på den første udbudspris – og den pris, som køber og sælger er endt med at finde hinanden på. Sidste år lød det beløb på lige knap 300.000 kroner, og året før var det næsten 310.000 kroner, der skulle skrabes af prisen, inden et salg gik igennem.

- Det seneste år har der været mange købere om buddet til de attraktive boliger, og historisk få boliger til salg. Køberne har derfor stået i en situation, hvor der har været mindre at forhandle om, inden underskriften bliver sat på købsaftalen. Det har resulteret i, at vi har oplevet faldende salgstider og væsentligt lavere prisafslag, siger Signe Poulsen, der er kommunikationsansvarlig hos mæglerkæden Danbolig.

Sat ned i pris

Sidste år på denne tid udgjorde antallet af huse, der var sat ned i pris cirka 11.000, hvilket svarede til omkring 35 procent af det samlede udbud af villaer og rækkehuse. Den andel er betydeligt reduceret nu, hvor lidt mere end 6.100 huse er justeret ned i pris – en andel der svarer til godt 27 procent.

- Der er blevet handlet ekstraordinært mange boliger det seneste år. Det har fået udbuddet af boliger til at rasle ned og givet de mange købere færre boliger at vælge mellem. Der har med andre ord været flere købere end sælgere i markedet og mindre at forhandle om i de afsluttende forhandlinger mellem køber og sælger, siger Signe Poulsen.

Det er særligt i kommuner som Tårnby, Furesø, Glostrup og helt fremme Samsø, at det p.t. er sjovest at være sælger. De fire kommuner har oplevet et stort fald i antallet af udbudte huse, der må have justeret prisen for at få gang i fremvisningerne.

På Samsø er det bare 11,1 procent af husene, der er for øjeblikket kan købes med rabat. På denne tid sidste år lød det tal på 49,3 procent.

Udbuddet på øen midt i Kattegat er da også faldet betydeligt: 67 villaer og rækkehuse var således meldt under til salg-fanerne den 1. juni sidste år – mod bare 27 nu, hvilket altså svarer til et fald på omkring 60 procent på et år.

Til sammenligning er landets samlede udbud af huse faldet med knap 30 procent i samme periode, så der på årets første sommerdag var lige godt 22.300 huse at kaste sit boligsøgendeblik på, på det offentlige boligmarked.

BRANCHENYT
Læs også