Sommerferien kan byde på aktiekorrektioner
Flere investorer ser en risiko for kursfald på 5-10 pct. til sommer, når markedsdeltagerne tager på sommerferie.
Gennem de seneste mange måneder er alle tendenser til aktiekorrektioner på 5 pct. eller mere blevet til ingenting, fordi der er så mange købere, der ønsker at komme ind på markedet. Men det kan ændre sig i det tynde sommermarked. Derfor opfordres aktieinvestorer til at se på deres risiko, inden de tager på sommerferie.
»Jeg venter, at aktiemarkedet ligger højere om et år. Men vi har været igennem en lang nærmest ubrudt stigning. Derfor kan især USA let få en korrektion, særligt hvis vi ikke ser flere virksomheder hæve deres forventninger til indtjeningen den næste måned. Meget vil i så tilfælde afhænge af de private investorer. Og vi har tidligere set lidt aktieuro i de tynde handelsmåneder,« siger aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.
Han opfordrer den private investor til inden ferien at sikre sig, at den valgte aktierisiko ikke er skredet uønsket meget efter et forår med pæne stigninger – 12 pct. på verdensmarkedet.
Tine Choi Danielsen, chefstrateg med ansvar for PFA Pensions store pengetank, hæfter sig ved, at det er meget længe siden, der har været en korrektion på aktiemarkedet på 5 pct. eller mere.
»Og vi plejer altså at have tre af dem om året. Men der er så mange penge på markedet, at det har dæmpet alle tilløb til korrektioner. Hvis der opstår fornyet tvivl om inflationen eller om corona ved næste møde i den amerikanske centralbank eller ved det årlige økonommøde i Jackson Hole, så kan det udløse en 5-10 pct. korrektion hen over sommeren, især hvis de private investorer bliver bekymrede,« siger Tine Choi Danielsen.
Hun tilføjer, at PFA fortsat har appetit på aktier og mest af alt vil se en større korrektion som en opkøbsmulighed.
Amerikanske Invesco, CFRA Research og Moody’s Analytics er blandt de finanshuse, der har advaret om risiko for kursdyk, når der de næste to måneder er færre aktive investorer. Invesco venter, at aktierne kan falde 10-15 pct., før de finder et nyt leje og stiger derfra.
Især i USA er aktiekurserne lidt i et vadested lige nu, hvilket kan give perioder med større volatilitet. Men jeg tror ikke, at man behøver være bange for sommeren.
Imod en mere usikker sommer taler dog, at det såkaldte VIX-indeks ligger lavt som tegn på, at frygten for store kursudsving de næste 30 dage er lav blandt investorerne. Nykredits chefstrateg Frederik Engholm er da heller ikke bekymret for uro lige nu.
»Især i USA er aktiekurserne lidt i et vadested lige nu, hvilket kan give perioder med større volatilitet. Men jeg tror ikke, at man behøver være bange for sommeren. Vi har netop set, at frygten for inflationen er faldet igen,« siger Frederik Engholm.
Nykredit opfordrer dog også investorerne til at rebalancere deres porteføljer inden sommerferien.