Privatøkonomi

Boligøkonom om nye tal for boligmarkedet: »Når jeg ser dem, får jeg næsten lyst til at sige halleluja«

Udbuddet er boliger til salg har for første gang siden nytår rundet 40.000, viser nye tal fra boligsiden.dk.

Det er særligt antallet af lejligheder til salg, der er steget den seneste måned, viser tal fra Boligsiden. Foto: Jens Dresling.

Balancen på boligmarkedet er så småt ved at vende tilbage. Efter at markedet sidste år nærmest blev støvsuget for boliger udbudt til salg, har antallet af boliger til salg ved indgangen til juli rundet 40.000, viser nye tal fra Boligsiden.

Det er første gang i år, at antallet af boliger til salg er nået over 40.000, og udbuddet er steget for alle boligtyper. I Nykredit betegner man tallene som kærkomment.

»Når jeg ser dem, får jeg næsten lyst til at sige halleluja. Endelig ser vi at udbuddet af boliger til salg stiger over en bred kam. Det er jo det som skal til for at dæmpe prisstigningerne. Når der bliver mere at vælge imellem for køberne, vil færre blive presset ud i en situation, hvor de er nødt til at betale prisen eller over for at sikre sig boligen,« lyder det fra Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit.

Tal fra Danmarks Statistik viste tidligere på uge, at huspriserne steg med 1 pct. i april, mens priserne på ejerlejligheder steg med 0,2 pct. Måler man fra april sidste år og frem til april i år, lyder prisstigningerne for huse på 15,5 pct., mens priserne på ejerlejligheder i samme periode er steget med 14,8 pct.

Kun én gang tidligere i statistikken fra Danmarks Statistik er der blevet registreret en højere årlig prisstigning. Det skete i marts, hvor prisstigningerne på årsbasis på huse lød på 17 pct. Statistikken går tilbage til 2006.

Udviklingen under coronakrisen har skabt debat om, hvorvidt boligmarkedet er på vej ind i en uholdbar situation. Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd har anbefalet, at der fra politisk side bliver grebet ind. I regeringen og på Christiansborg er der dog ikke lagt op til indgreb, og her støtter man sig bl.a. til de De Økonomiske Vismænd, som har anbefalet at se tiden an.

Ifølge Nykredit peger pilen med de seneste tal fra Boligsiden i den rigtige retning.

»Udbuddet stiger normalt på denne tid af året, men vi ved jo også at antallet af bolighandler er dalende, så det er en god ting for boligmarkedet. Det begynder mere og mere at lugte af en blød landing – noget som vil være det bedste for alle parter på boligmarkedet,« lyder det fra Mira Lie Nielsen.

Tallene fra Boligsiden viser, at det samlede udbud af boliger den seneste måned er steget med 3,6 pct. Den største stigning er registreret på markedet for ejerlejligheder, hvor udbuddet er steget med 7,4 pct. den seneste måned.

»Der er to forklaringer bag det generelt stigende udbud. For det første har vi igennem de seneste uger set et mindre fald i antallet af handler gældende for alle tre boligtyper. Samtidig ser vi, at der bliver sat mange nye boliger til salg, og i en periode, hvor vi ikke ser det samme boom i salget, som vi normalt gør på denne tid af året, bidrager det til at få det samlede udbud til at vokse,« lyder det fra Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

På trods af stigningen er der stadig et godt stykke op til niveauet fra tiden inden corona. Og antallet af boliger ligger mere end 20 pct. under niveauet på samme tidspunkt sidste år.

Læs også