Rentefald på trist baggrund: Covidfrygt stjæler billedet
De danske boligrenter påvirkes i høj grad af udviklingen i USA og nu coronafrygt.
Når det regner på finansmarkederne, drypper det på boligejerne.
De 30-årige boligrenter falder, men det er på en trist baggrund. Finansmarkederne rystes i øjeblikket af det stigende smittetryk fra coronaen. Aktiekurserne falder, mens obligationskurserne stiger.
Det giver en lavere rente og er udtryk for, at investorer søger i sikkerhed.
Hos Nordea regner man da heller ikke med stigende renter her og nu.
»Vi forventer fortsat lave renter hen over sommeren, men til efteråret tror vi, at renten igen begynder at stige som følge af et forventet stærkt opsving i den amerikanske økonomi,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit.
I øjeblikket flakser kursen på 1,5 pct.-obligationen over og under 100. Det vil derfor give god mening at få et lånetilbud hjem i den, når den er lige under 100. Dermed kan man score en kursgevinst, hvis kursen stiger igen.
Hvis en familie i juni fik et 30-årigt 1,5 pct. obligationslån med afdrag på 1 mio. kr., ville kursværdien med en kurs på knap 98 blive 1.024.000 kr. I mellemtiden er kursen steget til omkring 100.
Det betyder, at hvis lånetilbuddet effektueres, vil hovedstolen på de 1.024.000 kr. holdes konstant. Dermed vil familien ikke længere få 1.000.000 kr. i hånden, men i stedet 1.024.000 kr.
Man bør ikke benytte et gammelt lånetilbud, medmindre man ved, hvad pengene skal bruges til.
»Vi anbefaler ikke, at man låner flere penge, end man har behov for. Man bør derfor ikke benytte et gammelt lånetilbud, medmindre man ved, hvad pengene skal bruges til. I modsat fald er det bedre at bruge rentefaldet til at reducere gælden,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Renterne på danske boliglån med lang løbetid er blevet dybt afhængige af renteudviklingen i USA.
Ifølge Danske Banks chefanalytiker, Mikael Olai Milhøj, bevæger de danske renter sig også, når de amerikanske gør. Det sker dog ikke en til en.
Når renten stiger i USA, bliver de mere attraktive for udenlandske investorer, ikke mindst de japanske. Lysten til at købe europæiske obligationer falder, og dermed stiger renterne.