Privatøkonomi

Fremtidens Volvoer får rigtige navne

Helt nye Volvo-modeller er på vej, de bliver elektriske, og en fremtid kun med elbiler får Volvo til at droppe de kendte modelbetegnelser.

Tidligere på sommeren viste Volvo konceptbilen Concept Recharge, der peger i retning af næste års nye XC90, der bliver en ren elbil og får et helt nyt navn. Foto: Volvo

Volvo vil udelukkende lancere nye elbiler, og nu er der nyt om en af de mere interessante af slagsen, nemlig den kompakte lillebror til XC40.

Ifølge Volvos øverste chef, Håkan Samuelsson, skal den lille SUV-lignende elbil fremstilles i Kina og bliver konstrueret med udgangspunkt i en helt ny platform, udviklet af Volvos ejer, Geely.

Den nye model er udset til at spille en væsentlig rolle i svenskernes vækstplaner, der skal tage salget fra 800.000 til 1.200.000 årligt i 2025.

Den nye ”baby-SUV” følger den næste generation XC90, der selvfølgelig også bliver fuldt elektrisk og er planlagt til lancering næste år, dog med egentlig salgsstart i 2023.

»I forhold til timing har vi sagt, at den første af de helt nye elbiler bliver vores flagskib, XC90, og så kommer den lille SUV,« siger Samuelsson til engelske Auto Express og tilføjer en ny pointe.

»Der vil følge flere biler, og jeg tror, vi skal til at tænke på nye karrosseriformer. Det er ikke kun sedaner, stationcars og SUV’er,« siger han.

»Elbiler vil også ændre formen på nogle biler, de skal være mere aerodynamiske, så måske vil vi overraske nogle i fremtiden,« siger han.

Bliver navngivet som nyfødte børn

Der er også helt nye navne på vej.

Volvo har registreret XC10 og XC20, så det kunne være oplagt at bruge en af disse modelbetegnelser til den nye, lille SUV, men Samuelsson har bekræftet tidligere spekulationer i, at Volvo vil bruge rigtige navne i stedet for kodebetegnelser.

»Hvis man ser på biler i dag, har de alle XC, T8, AWD – altså mere eller mindre den fulde specifikation på bagsmækken. Når vi nu taler helt ny teknik og arkitektur, synes jeg, at det er en god idé, hvis vi også markerer det med nye navne,« siger han ifølge Auto Express.

Derfor vil Volvo droppe kodebetegnelserne og døbe bilerne med rigtige navne ligesom et nyfødt barn. Selv om det kunne være nærliggende, er der dog ikke lagt op til comeback til f. eks. den gamle Amazon-betegnelse.

De nye planer betyder, at samtlige biler med hel eller delvise forbrændingsmotorer forsvinder fra 2030. Fra dette tidspunkt skal alle Volvo-modeller være helt elektriske.

Inden rækken af helt nye elbiler begynder, lancerer Volvo den nye C30, der overvejende deler teknik med XC40.

Vil du vide meget mere om biler, så lyt til Jyllands-Postens bilpodcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag.

Læs også