Danskerne forventer stadig stigende priser på boligmarkedet
De fleste danskere forventer, at boligfesten fortsætter, selv om priserne er steget meget på det seneste.
Danskerne forventer, at prisfesten på boligmarkedet fortsætter.
I en måling foretaget af Danske Bank svarer 51 pct., at boligpriserne i deres område vil stige det næste år.
Det er et lille fald siden april, hvor 56 pct. forventede stigende priser, men stadig et meget højt niveau.
»Der er stadig megahøje forventninger. Folk forventer ikke, at priserne dykker, når vi kommer ud af coronakrisen. Men det er en velkommen udvikling, at forventningerne er faldet lidt,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker i Danske Bank.
De seneste fem år har der været fuld fart over boligmarkedet. Særligt i København og på markedet for fritidshuse.
Københavnske ejerlejligheder er steget med 47 pct. de seneste fem år, mens villaer og rækkehuse i hovedstaden er blevet 45 pct. mere værd. På landsplan er prisen på fritidshuse steget 44 pct. Det viser tal for boligmarkedet fra brancheorganisationen Finans Danmark.
Men trods de stadig høje forventninger, vurderer Danske Bank, at boligmarkedet er på vej ned i gear.
»Det lader til, at en lille smule af presset er taget af boligmarkedet. Det kan vi se på antal fremvisninger og handelsaktiviteten,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Det kan give tendens til bobler, hvis folk køber bolig alene i forventningen om, at prisen skal stige yderligere.
Ifølge hende er det derfor også godt nyt, at forventningerne til prisudviklingen er blevet en anelse mindre optimistiske, selv om de fleste stadig tror på prisstigninger.
»Jeg havde været mere bekymret, hvis forventningerne var fortsat med at stige, for det kan give tendens til bobler, hvis folk køber bolig alene i forventningen om, at prisen skal stige yderligere. Derfor er det godt, at der kommer lidt ro på,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Hun peger på, at udviklingen på boligmarkedet kan være med til at holde hånden under økonomien, fordi danskerne tør bruge penge. I bankens undersøgelse svarer 18 pct., at de vil bruge den forøgede friværdi, som prisstigningen på deres bolig giver, til øget forbrug.
»De stigende boligpriser giver noget privatøkonomisk tryghed. Det skaber et godt grundlag for et stærkt forbrug, men uden at det er drevet af, at folk låner en masse penge. Men man holder måske lidt mindre stramt på de penge, man har,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Danskerne fremstår ud fra disse tal som fortsat ganske velpolstrede.
Og danskerne har masser af penge. Nye tal fra Nationalbanken viser, at danskerne i juni havde indlån for 1.038 mia. kr. i bankerne. Det er et lille fald på 2,7 mia. kr. fra maj, men stadig det tredjehøjeste niveau nogensinde.
De store indlån skyldes ifølge Arbejdernes Landsbank, at det grundet nedlukningerne ikke har været muligt at bruge de samme penge som normalt. Derudover er der udbetalt et milliardbeløb i feriepenge.
»Danskerne fremstår ud fra disse tal som fortsat ganske velpolstrede,« skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.