Rentegaverne fortsætter: Disse boligejere kan snart pakke dem ud
Der er ikke udsigt til højere rente på flekslån, så langt øjet rækker.
Det er jul hele året for boligejere med flekslån.
Om kort tid kan 7.000 kunder i Totalkredit sikre sig en solid rentebesparelse, når deres lån skal have ny rente med virkning fra 1. oktober.
Auktionerne afholdes altid ca. en måned inden renteændringen, og F3-lånerne bliver denne gang de helt store vindere. Renten forventes at falde fra -0,06 til -0,29 pct.
Fremadrettet er der ingen udsigt til, at fleksrenterne vil stige.
At det er F3-lånere, der får den største rentegave, skyldes, at det nu er tre år siden, at denne gruppe senest fik ny rente på deres lån. Dengang var renteniveauet lidt højere end nu.
»Boligejere med F1-lån har de seneste tre år haft glæde af en lidt lavere rente end F3-renten på -0,06 pct., så ærgrelsen over muligvis at betale en lidt højere rente denne gang bør ligge på et lille sted,« mener Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.
En del af grunden til at F1-renten falder i forhold til ved seneste rentetilpasning for et år siden er, at F1 denne gang først skal have ny rente om 1,5 år frem for allerede om 1 år.
»Det smører kursskæringen ud over 1,5 år fremfor 1 år som normalt, og det slår ud i en lidt lavere kontantlånsrente,« siger Sune Malthe-Thagaard.
Det omvendte gør sig gældende for F3-renten, men i mindre grad. Lånet skal nemlig refinansieres om 2 år og 9 måneder frem for 3 år.
Det betyder dog meget lidt, da kursskæringen på F3-lån for det første er lavere end for F1 og i forvejen fordeles ud over mange flere terminer. Konsekvensen er, at en enkelt termin fra eller til ikke betyder så meget.
Flekslån helt op til F7 har i dag negativ rente. Renten på et F10-lån er 0,3 pct.