Privatøkonomi

Seniorpræmien giver gevinst både før og efter pensionsalderen

En forhøjet skattefri seniorpræmie vil give langt flere lønmodtagere lyst til at arbejde ud over pensionsalderen, forudser pensionsgigant.

Hvis helbredet vel at mærke er til det, er der efterhånden en stor økonomisk gevinst ved at blive ved med at arbejde efter sin officielle folkepensionsalder. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Man kan få dobbeltgevinst af seniorpræmien. Både før og efter pensionsalderen er der en økonomisk gulerod.

Præmien gives til lønmodtagere, der arbejder ud over deres officielle folkepensionsalder. Men før pensionsalderen kan man bruge den til at øge sit forbrug. Det skyldes, at man ikke behøver at spare så meget op selv.

Krav for at få seniorpræmien
  • For at få seniorpræmien, skal man være født den 1. januar 1954 eller senere.
  • Man skal have arbejdet mindst 1.560 løntimer de første 12 måneder efter ens officielle pensionsalder. Det svarer til, en gennemsnitlig arbejdsuge på 30 timer.
  • Samme regler gælder for at få præmien i år 2.

Særlig regel pga Corona

  • Er man født mellem 1. januar 1954 og 30. juni 1954, skal man kun have haft 1.040 løntimer, de første 12 måneder efter folkepensionsalderen. Det svarer i gennemsnit til 20 timer ugentlig.

Kilde: Borger.dk

Regeringen har netop foreslået, at den skattefrie seniorpræmie skal hæves til 65.000 kr. det første år og 35.000 kr. det andet år, man bliver længere på arbejdsmarkedet.

Venter man til to år efter, får man altså en gevinst på 100.000 skattefrie kr. Samtidig får man en højere folkepension og dermed en mærkbar gevinst. Det viser beregninger, som pensionsgiganten Danica har lavet for Finans.

De nye regler

Den skattefrie seniorpræmie blev indført med virkning fra 2019, og var dengang 30.000 kr., hvis man arbejdede det første år, efter at man havde nået folkepensionsalderen.

Præmien er senere blevet forhøjet og udvidet til også at omfatte arbejde det andet år efter folkepensionsalderen. Nu foreslår regeringen, at præmien forhøjes, så den udgør 65.000 kr. for det første års arbejde og 35.000 kr. for det andet år.

Siden 2018 har det isoleret set bidraget til, at værdien af at fortsætte med at arbejde er øget med 100.000 kr., og det er et markant løft i pensionsindtægterne, fastslår manden bag beregningerne, Mads Moberg Reumert, der er seniorøkonom i Danica.

Mere til forbrug

Det er ikke kun i pensionsalderen, at seniorpræmien giver gevinst. Den giver faktisk mulighed for at øge forbruget, mens man er i arbejde.

Man behøver simpelthen ikke spare at spare så meget op til pension. Besparelsen kan man kanalisere ud i forbrug.

Forudsætningen er, at man i forvejen har tilrettelagt sin opsparing og har besluttet sig for først at trække sig tilbage to år efter folkepensionsalderen. Hvis man nu har udsigt til ekstra 100.000 kr., kan man nedsætte sin samlede opsparing svarende til de 100.000 kr. og stadig have samme levestandard som pensionist.

Hvor meget ekstra, det kan give, afhænger af, hvor mange år man har til pension. Er man 45 år i dag, kan adgangen til 100.000 kr. i skattefri seniorpræmie betyde, at man kan nedsætte sin opsparing med 3.400 kr. efter skat om året. Størst gevinst har en 55-årig, der får 6.400 kr. mere til forbrug efter skat.

Forudsætningen for regnestykket er, at man har gjort op med sig selv, hvor mange penge man vil være tilfreds med, når man går på pension.

»Derfor er det væsentligt, at vi får taget stilling til vores ønsker og behov som pensionist,« siger Mads Moberg Reumert.

Dobbeltgevinst

Der er dobbeltgevinst, hvis man bliver på arbejdsmarkedet efter ens officielle pensionsalder.

Foruden den skattefrie seniorpræmie får man en større folkepension i form af et såkaldt ventetillæg.

Står man som 67-årig med sin egen pensionsordning på 2 mio. kr., får man et samlet udbytte, der er 39 pct. større, end hvis man var gået ”til tiden.”

Gevinsten bliver lidt mindre, hvis man har en pension på 3,5 mio. kr. Men den er stadig over 30 pct.

Den skattefrie seniorpræmie er en engangsudbetaling. Den vil derfor ikke direkte påvirke indkomsten i årene efter udbetaling. Vælger man at fordele den ekstra udbetaling resten af livet vil påvirkningen være mindre i forhold til den årlige indkomst.

Baggrunden

Formålet med at betale ekstra for, at ældre bliver i arbejde, er at øge arbejdsstyrken.

Dertil kommer, at levealderen - heldigvis - stiger og vil fortsætte med at stige. Det betyder, at der bliver endnu flere ældre.

Den skattefri seniorpræmie på samlet 100.000 kr. er et »markant løft i seniorernes økonomiske tilskyndelse til at arbejde,« som Mads Moberg Reumert udtrykker det.

Den skattefrie kontantpræmie blev indført med virkning fra 2019, og var på 30.000 kr. for et år. Ventetillægget har eksisteret i flere år, og der er tre forskellige måder at få det udbetalt på.

Bliver det nye forslag vedtaget, og det tyder alt på, vil seniorerne nu få 100.000 kr. mere, end før seniorpræmien blev indført. Og pengene er skattefrie.

Samtidig får man en højere folkepension. Jo længere man venter med at gå på pension, desto større bliver beløbet. I Danica er man da heller ikke i tvivl.

»Gevinsten ved at fortsætte med at arbejde for pensionister er blevet større og tydeligere. Det vil bidrage til, at endnu flere seniorer fortsætter med at arbejde,« fastslår Mads Moberg Reumert.

Læs også