Sjældent fænomen: Nu er boligejernes friværdi større end gælden
Ikke siden før finanskrisen har parcelhusejerne været så robuste som nu.
For første gang i 13 år har danske parcelhusejere mere friværdi end gæld. Det er et sjældent fænomen, som kun har optrådt i korte perioder de seneste 25 år.
Det fremgår af den friværdimodel, Realkredit Danmark netop har opdateret. På grund af Danske Banks store markedsandel giver modellen et præcist billede af parcelhusejernes økonomiske modstandskraft.
Senest det skete, var i 2007 i en meget kort periode. Derefter lammede finanskrisen boligmarkedet. I 2004 var billedet det samme, men igen i en kort periode, viser tallene.
Der er to forklaringer på udviklingen: Priserne er steget markant, samtidig har lysten til at låne været faldende de seneste måneder.
Alene i årets første kvartal steg friværdierne for alle boligtyper med hele 181 mia. kr. Det er den kraftigste stigning i friværdien i et enkelt kvartal i perioden siden 1998, hvor Realkredit Danmark har data tilbage til.
Den tidligere rekord lød på 144 mia. kr. i sommeren 2006, da boligmarkedet toppede i tiden før finanskrisen.
Dengang var prisstigningerne faktisk kraftigere end nu, men samtidig var boligejernes gæld 16 pct. om året.
Det er dog ikke et ubetinget gode, at friværdierne stiger så meget, for det er i sagens natur udtryk for, huse bliver dyrere og dyrere.
»Vi bliver ikke rigere som samfund på længere sigt, da den enes fortjeneste blot betyder, at den anden part skal betale det mere for boligen,« konstaterer cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
Et robust boligmarked er dog en vigtig forudsætning for, at der er gang i økonomien.
Der er voldsomme forskelle på, hvor stor friværdi de enkelte husejere har. Ikke overraskende er den størst i Frederiksberg Kommune med 7,8 mio. kr.
Områderne og byerne omkring København er markant dominerende, når man udregner friværdien. Danmarks næststørste by, Aarhus, kommer således ind på en 16. plads med en friværdi på 2,2 mio. kr.
Odense er helt nede på en 35. plads med 1,3 mio. kr., og Aalborg endnu længere nede som nr. 38 med en friværdi på 1,1 mio. kr.
Lavest friværdi er der på Lolland med blot 263.000 kr.
Der nu friværdier for 2.200 mia. kr. Tallet dækker parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse.