Privatøkonomi

Danske aktier kan falde med 10 pct.: »Jeg kan godt være lidt nervøs«

Det kan give et fald på op til 10 pct., når centralbankerne begynder at skrue ned for den økonomiske støtte, vurderer flere strateger.

Det danske aktiemarked er buldret op under coronakrisen. Kurserne kan dog snart blive presset af stigende renter. Arkivfoto: Finn Frandsen.

Danske aktier kan blive ramt, hvis centralbankerne som ventet skruer ned for krisehjælpen, når verden har lagt coronavirus bag sig.

Ifølge tal fra Sampension er det danske marked et af de mest rentefølsomme i verden. Derfor vil det blive udfordret, når pengepolitikken bliver strammet, lyder det.

»Prisfastsættelsen på danske aktier over en bred kam kan godt falde mere end 10 pct., hvis markedet skal til at vænne sig til en ny dynamik med højere renter,« siger Philip Jagd, aktiechef i Sampension.

Prisfastsættelsen på danske aktier over en bred kam kan godt falde mere end 10 pct., hvis markedet skal til at vænne sig til en ny dynamik med højere renter.

Philip Jagd, aktiechef, Sampension

Nordea mener også, at danske aktier står i skudlinjen, når støtten efter alt at dømme snart gradvist bliver rullet tilbage. Afhængigt af hvordan det går med økonomien, kan det ske allerede fra årsskiftet, vurderer banken.

»Jeg kan godt være lidt nervøs for den fremtid, som lige præcis danske aktier går i møde, i hvert fald på den korte bane,« siger seniorstrateg Simon Kristiansen.

Da pandemien brød ud i marts 2020, satte centralbankerne i USA og Europa alle sejl til for at pumpe penge ud i systemet. Det var med til at løfte kurserne, og særligt danske aktier havde fart på. Siden bunden i marts 2020 er det danske eliteindeks steget med ca. 103 pct., mens globale aktier er steget med lige knap 91 pct.

Nu signalerer centralbanken i USA imidlertid, at den overvejer at stramme pengepolitikken for at undgå en overophedning af økonomien. I Europa løftede ECB foden en anelse fra speederen i sidste uge, uden at der dog er tale om en markant opstramning.

Normaliseringen vil før eller siden sende de lange renter op, vurderer Nordea. En række investeringsbanker forventer, at renten på den 10-årige statsobligation i USA kan nå 2 pct. inden for et halvt år. For tiden ligger den på ca. 1,35 pct.

Det er dårlige nyheder for det danske aktiemarked. Ifølge en analyse fra Sampension har bevægelser i det danske eliteindeks haft korrelation med renten på -65 pct. over de seneste fem år. Det betyder, at priserne stiger, når renterne falder.

Det skyldes, at mange danske selskaber nu er det, man i finansiel jargon kalder for stabile vækstaktier. Det er selskaber, som har en solid indtjening og ventes at fortsætte med at have det langt ud i fremtiden. Det vil sige, at investorer bl.a. prissætter aktien ud fra den fremtidige indtjening. Men når de lange renter stiger, så bliver nutidsværdien af den indtjening mindre værd. Og det slår ud på kurserne.

»Jeg tror, at mange danske investorer undervurderer, hvor stor en effekt den lave rente har. Den er et tidevand, som har løftet alle både og især de danske aktier. Men det betyder også, at det kan gå hurtigt den anden,« siger Philip Jagd, aktiechef hos Sampension.

Spørgsmålet er nu, hvornår centralbankerne vil skrue ned. På det seneste har spredningen af deltavarianten og en svag jobvækst i USA skabt tvivl om, hvorvidt økonomien nu også er helt klar til at stå på egne ben. Det har holdt renterne tilbage.

Ifølge Nordea er væksten dog så solid, at støtten snart vil blive afviklet. Der er ganske enkelt ikke brug for den længere.

»Vi ser sommerens udvikling i de lange renter som et midlertidigt tilbagefald i en større bevægelse mod højere renter,« skriver chefanalytiker Jan Størup Nielsen i en ny analyse, hvor banken spår en udfasning af støtteopkøbene i USA og Europa næste år.

Læs også