Privatøkonomi

Kinesisk ejendomsgigant kan krakke: Konkurrenter har allerede fået sværere ved at låne penge

Investorerne holder øje med, om et truende kollaps i ejendomskoncernen Evergrande kan ryste Kinas finansielle system og i værste fald sprede sig ud over landets grænser.

Kraner ved et af de ufærdige ejendomsprojekter, som kinesiske Evergrande var i gang med, inden krisen satte ind. Foto: Reuters/Carlos Garcia Rawlins

En truende konkurs i den kinesiske ejendomsgigant Evergrande, som har gæld for over 300 mia. dollars, skaber uro på de globale markeder.

Torsdag skal selskabet betale renter på to lån, og hvis ikke pengene falder, så kan det blive startskuddet til et kollaps, som kan ryste Kina og måske brede sig til resten af verden.

Derfor holder mange investorer nu øje med alle håndgribelige tegn på, at Evergrandes problemer er ved at sprede sig til landets finansielle system.

»Der er helt sikkert nogen derude, som tror, at Kina er på vej mod et finansielt krak, hvis Evergrande går ned. Men den teori er jeg på ingen måde tilhænger af. Regeringen har mange muligheder for at gribe ind, og det tror jeg også, at den vil gøre i en eller anden udstrækning,« siger Jakob Vejlø, chefstrateg i den danske forvalter Bankinvest.

Der er helt sikkert nogen derude, som tror, at Kina er på vej mod et finansielt krak, hvis Evergrande går ned. Men den teori er jeg på ingen måde tilhænger af

Jakob Vejlø, chefstrateg, Bankinvest

Mandag bød på aktiefald i bl.a. Danmark, Europa og USA i takt med, at nervøsiteten voksede.

»Evergrandes gæld er ikke særligt stor i global sammenhæng, men faldene er en reaktion på de afledte effekter, som det kan få, hvis Kinas ejendomssektor bliver presset,« vurderer Jakob Vejlø.

Mens nogen investorer blev nervøse mandag, så ser det indtil videre ud til, at problemerne i første omgang går værst udover Evergrandes nærmeste konkurrenter på Kinas vigtige boligmarked.

Mange kinesiske ejendomsselskaber henter penge på obligationsmarkedet, og her er der klare tegn på, at de internationale investorer er ved at blive bekymrede for selskaber, som skylder mange penge, vurderer fondsmægleren Investering & Tryghed.

»Det er meget, meget tydeligt, at Evergrandes problemer især rammer sammenlignelige ejendomsudviklere i Kina med høj gæld i dollars,« siger obligationschef Kristian Brinch Hansen.

Den effektive rente på kinesiske junk bonds i dollars er skudt op og ligger nu på 14 pct. Junk bonds er lån til selskaber med en i forvejen høj gæld. Ejendomsselskaber står for ca. 66 pct. af junk-lånene i Kina.

Når renten stiger, så betyder det, at det bliver dyrere for selskaberne at refinansiere deres gæld.

Ejendomsselskaber, som har en bedre kreditværdighed, er mindre ramt, skriver Citigroup. Banken vurderer derfor, at problemerne i øjeblikket er inddæmmet til den mest forgældede del af ejendomsmarkedet.

Den kendte danske investor Jens Nordvig, som har stor indsigt i det kinesiske marked, skrev lørdag på Twitter, at rentehoppet indtil videre kun ser ud til at ramme lån til ejendomssektoren, mens junk bonds udstedt af f.eks. banker er gået fri.

Muligheden for et kollaps i Evergrande kan også aflæses i det kinesiske aktiemarked. De seneste 10 dage er Hang Seng Properties-indekset, som følger kursen på børsnoterede ejendomsselskaber, faldet knap 20 pct.

Kinesiske aktier er generelt faldet i flere måneder. Det skyldes ifølge Bankinvest, at det kommunistiske styre har udrullet en stribe nye regler, som sigter mod at tøjle dele af det private erhvervsliv.

Forrige år indførte Kina begrænsninger på, hvor meget ejendomsselskaber må gældssætte sig. I år er turen så kommet til bl.a. techsektoren og udbydere af privatundervisning.

Kinas økonomi er desuden gået lidt ned i kadence på grund af nye nedlukninger for at inddæmme delta-varianten.

I Europa var det især selskaber med eksponering mod Kina, som trak ned i mandagens handel.

Mineselskaber som Rio Tinto, BHP og American Anglo dykkede alle. De europæiske luksusmærker LVMH og Kering faldt også. Begge koncerner er afhængige af efterspørgsel fra de kinesiske forbrugere. Derfor er de meget følsomme overfor enhver usikkerhed i Kinas økonomi.

Det tyske aktieindeks dykkede desuden med over 2 pct., hvilket ifølge Bankinvest afspejler, at landet er afhængig af eksport til Kina.

Al opmærksomheden er nu rettet mod Bejing. Bankinvest og Nordea vurderer begge, at styret vil gribe ind for at inddæmme konsekvenserne af et kollaps i Evergrande.

Læs også