Privatøkonomi

Forklaring: Det skal du vide om det nye MitID

Onsdag præsenteres det nye digitale ID, der skal erstatte NemID. Den nye løsning skal indfases fra oktober i år, men forventes først at have erstattet NemID helt i løbet af 2022. Jyllands-Posten har fundet svar på fire centrale spørgsmål om det nye MitID.

Fra oktober 2021 og frem mod sommeren 2022 skal alle NemID-brugere overgå til MitID. Foto: Digitaliseringsstyrelsen.

Onsdag præsenterer Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark det nye MitID, der skal erstatte NemID frem mod sommeren 2022.

Her er svarene på fire centrale spørgsmål om det nye digitale ID:

1

Hvad er MitID?

MitID er en erstatning for NemID. Det er altså det ID, du i fremtiden skal bruge, når du f.eks. logger på netbank, tjekker din årsopgørelse og bestiller feriepenge på borger.dk. MitID er som udgangspunkt en app til smartphone eller tablet, der bruges på samme måde som NemID nøgleapp til at godkende login.

2

Hvornår får man MitID, og skal man skifte?

MitID bliver indført fra oktober, men det vil først være fuldt indfaset i løbet af 2022. Du vil en få besked fra din bank, når det er din tur til at skifte, og derefter har du 30 dage til at skifte over til MitID. I en periode vil du nogle steder blive bedt om at bruge NemID, mens du andre steder vil skulle bruge MitID, så vent lidt med at smide nøglekortet ud eller afinstallere nøgleappen. Men når udfasningen er slut i løbet af 2022, vil NemID udgå, så der er ingen vej uden om at skifte.

3

Hvad gør man, hvis man ikke har en smartphone?

Det kræver ikke de nyeste generationer af smartphones at bruge MitID appen, men hvis man f.eks. har iPhone, skal man have en iPhone 5S fra 2013 eller en nyere model for at kunne bruge den. Hvis man har en ældre smartphone, hvis man slet ikke har én, eller hvis man ikke ønsker at bruge appen, findes der to alternativer: En lille MitID-kodeviser eller en MitID-kodeoplæser på størrelse med en lommeregner, der f.eks. er til personer med nedsat syn.

4

Hvad med sikkerheden?

En del af baggrunden for at erstatte NemID med MitID er faktisk, at den nye løsning lever op til de nyeste standarder for sikkerhed – så det digitale ID også i fremtiden er sikkert at bruge. Med MitID styrkes sikkerheden, så det bliver sværere for andre at misbruge. F.eks. udfases nøglekortet, som i dag kan kopieres og misbruges, hvis det havner i de forkerte hænder. Når man bruger MitID, kan det ses, hvilken handling du foretager - f.eks. hvilket beløb, du er i færd med at overføre. Derudover får du besked, hvis der logges ind på dit MitID på en ny enhed, og man kan tilvælge at få en besked, hver gang det digitale ID bliver anvendt.

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen.

Læs også