Privatøkonomi

Det danske boligmarked brager ind på topplacering: »Det er ikke en sølvmedalje, vi bør være entydigt glade for«

Stigningen i huspriserne i EU har ramt det højeste niveau siden 2007, viser nye tal fra Eurostat.

Husprisstigningerne i Danmark er blandt de højeste i hele EU. Foto: Thomas Borberg

Det danske boligmarked har udviklet sig meget vildere end i det meste af Europa. Faktisk er huspriserne steget så meget, at Danmark indtager en topplacering, når man måler prisudviklingen i årets andet kvartal. Det viser nye tal fra Eurostat, der er den europæiske pendant til Danmarks Statistik.

I andet kvartal lå huspriserne i Danmark 15,6 pct. over niveauet i samme periode i 2020. Danmark ligger ikke kun over EU-snittet. Danmark indtager en andenplads på listen. Kun i Estland er huspriserne med en stigning på 16,1 pct. løbet fra de danske prisstigninger.

»Det er ikke en sølvmedalje, vi bør være entydigt glade for, da de stigende boligpriser, kan gøre boligmarkedet mere usikkert i de kommende år,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

Det er tredje kvartal i træk, at Danmark indtager en andenplads på den kvartalsvise liste over største prisstigninger i EU. De to foregående gange er det Luxembourg, der har indtaget førstepladsen.

»På nuværende tidspunkt mener vi ikke, at boligpriserne er overvurderede på landsplan, men der er lommer i markedet, hvor priserne er steget fra et allerede højt niveau, og hvor vi godt kan være en lille smule bekymrede for fremtiden ikke mindst med udsigt til den kommende boligskattereform. Det er særligt de dyre ejerlejligheder, vi tænker på her,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Ifølge Eurostat steg priserne i gennemsnit med 7,3 pct. i EU i forhold til året inden, og det er den højeste stigning siden tredje kvartal 2007.

»Næsten alle lande i Europa har oplevet stor interesse for at købe ejerbolig under pandemien, men i Danmark har interessen været enorm, og det ses også i priserne, der er steget langt mere i Danmark end i de lande, vi plejer at sammenligne os selv med,« skriver Lise Nytoft Bergmann med henvisning til, at priserne ifølge Eurostat i andet kvartal er steget med 10,9 pct. i Sverige, 10,3 pct. i Norge og 10,9 pct. i Tyskland.

»De seneste tal tyder dog på, at efterspørgslen efter ejerboliger er aftagende, og på den baggrund forventer vi, at Danmark rykker længere ned af liste, næsten gang Eurostat sammenligner boligpriserne på tværs af Europa,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

Læs også